At skabe usædvanlige idéer.
En af vanskelighederne ved en idéteknik som brainstorming består i, at problemformuleringen til en vis grad styrer løsningsforslagene.
Denne tendens forstærkes, jo mere ens problemløserne er i alder, uddannelse, baggrund m.v., som det ofte er tilfældet i virksomhedernes produktudviklingsgrupper. Derfor er der behov for at skabe diskontinuitet og provokation i tankegangen for ikke at risikere at udvikle de samme produkter som konkurrenterne.
Fremgangsmåde
Diskontinuitet kan skabes udefra, fx ved at sammensætte problemløsningsgrupper af andre end indforståede eksperter som ved, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre, eller ved at udvælge faglig litteratur eller konsulenthjælp efter hvad der sætter tankerne i sving, frem for hvad der bekræfter en forhåndsindstilling.
Men diskontinuitet og provokation kan også skabes inde fra ved at ændre eller fordreje problemet, således at det udløser nogle andre idéer og løsningsforslag end det oprindelige problem. Nogle af disse kan så i tilpasset og bearbejdet form give nye og spændende indfaldsvinkler til løsning af problemet.
En populær udgave af denne fremgangsmåde er omvendt målsætning, hvor problemstillingen ganske enkelt vendes på hovedet.
Hvis problemstillingen eksempelvis består i at forbedre et produkt, kan man ved hjælp af brainstorming prøve at få idéer til ændringer. Med denne fremgangsmåde vil der normalt fremkomme gode og fornuftige idéer men af lav innovationshøjde. Disse vil ligne de idéer, som andre producenter kommer frem til. Derfor bliver produkterne meget ens.
Den omvendte brainstorming ville her være at gøre produktet dårligere. En sådan målsætning ville skabe diskontinuitet og provokation og dermed sikre, at der kom andre idéer og forslag frem. Nogle af disse kunne i tilpasset form give mulighed for mere grundlæggende ændringer af produktets form eller indhold.
Omvendt målsætning er et særligt velegnet hjælpemiddel i idéudvikling, hvis man føler sig låst fast af problemet og har svært ved at få nye og originale idéer og tanker.
Faldgruber og begrænsninger
Metoden bør kun anvendes, når man er kørt fast. Omvendt målsætning kræver, at man har en veldefineret problemformulering.