Interessante idéer skal vurderes for at foretage en prioritering. Denne vurdering kan ikke foretages ved en simpel scoring, men det er nødvendigt at vurdere stærke og svage idéer i forhold til hinanden. Det er ligeledes nødvendigt at vurdere idéer i forhold til den risiko, der ligger i projektet. Endelig er det vigtigt at afdække uoverensstemmelser i den gruppe, der vurderer idéerne.
Fremgangsmåde
Idévurdering foregår i 4 arbejdstrin:
- Forberedelse af vurderingsmøde
Produktidéen beskrives ved hjælp af idébeskrivelsesskemaet. Skemaet sikrer en konsistent og fyldestgørende præsentation af produktidéen over for deltagerne i det efterfølgende vurderingsmøde. Skemaet udfyldes af idéens ophavsmand og/eller den produktansvarlige.
- Vurderingsmøde
På mødet præsenteres hver produktidé over for deltagerne med udgangspunkt i idébeskrivelsen. Præsentationen gennemføres normalt af idéens ophavsmand og varer normalt ca. 15 minutter inklusive besvarelse af spørgsmål fra mødedeltagerne. Hver deltager vurderer individuelt idéens egenskaber.
- Analyse af produktidéen
Der foretages herefter en analyse af produktidéens stærke og svage sider.
- Opfølgende møde
Resultaterne for hver enkelt produktidé gennemgås og diskuteres. Årsager til uenighed diskuteres og bedømmerne foretager på grundlag heraf eventuelle ændringer i deres bedømmelser.Der opstilles en aktionsplan for, hvad der skal gøres med hver enkelt produktidé, det vil sige om projektet skal igangsættes, stoppes eller fortsættes og hvilke analyser og handlinger, der skal gennemføres for at reducere projektets nuværende usikkerhed.Hvis der indgår mere end en produktidé, kan produktidéerne desuden prioriteres indbyrdes.
Afsluttende bearbejdning og konklusion.
Baseret på resultaterne fra det opfølgende møde kan idéerne placeres i udviklingsplanen.
Faldgruber og begrænsninger
Idéprofilen er gruppens vurdering, som skal danne grundlag for uddybende undersøgelser. Idéprofilen er ikke kundernes vurdering.Uenigheder ved bedømmelsen skal tages alvorligt, for at analysen får værdi.