Idéer opstår som regel, når en person erkender et behov og samtidig har kendskab til løsningsmuligheder. Disse løsningsmuligheder kan være begrundet i en teknologi, som netop kan løse det pågældende problem.
Idébeskrivelsesskemaet har til formål at få disse idéer fastholdt på en simpel, dokumenteret men systematisk form.
Idébeskrivelsesskemaet er derfor opbygget sådan, at det kan udfyldes uden at kende facts som markedsstørrelse, omkostningsniveau o.s.v. Disse forretningsmæssige forhold skal afklares senere, hvis det viser sig, at idéen er interessant.
Skemaet udfyldes af idémanden (ophavsmanden) og arkiveres i udviklingsafdelingens idébank. Idéen vil på regelmæssige møder i produktkomitéen blive vurderet og prioriteret.
Hvis idéen er interessant, vil der blive afsat ressourcer til detaljerede undersøgelser af markedsmæssige forhold og de teknologiske muligheder.
Idébeskrivelsen udfyldes ved behovserkendelsen og idéundfangelsen.Skemaets disposition angiver minimumskravene til en god idé. Allerede ved udfyldelsen af skemaet vil der ske en sortering, idet der reelt ikke er en produktidé, hvis ikke skemaets seks punkter kan beskrives.
Øverst på skemaet noteres kundegruppe eller kundegrupper. Det er vigtigt, fordi en idés værdi er afhængig af, hvilken kundegruppe den er tiltænkt.
Brug af idébeskrivelsesskemaet fordrer, at der senere foretages en vurdering og prioritering af idéerne. Endvidere skal ophavsmanden have respons med hensyn til vurderingen af idéen. Hvis ikke medarbejderne ved, hvorfor deres idéer bliver forkastet, så vil idéstrømmen standse.
Læs mere
Idébeskrivelsesskema (word doc.)