Del siden

Jeg har kunnet bruge min nye viden med det samme

24. januar 2014 - Af Heidi Fjelsted, Redaktør

”Jeg tænkte, at de andre deltagere jo ikke kendte min forretning. Og hvordan skulle vi så kunne sparre? Men det viste sig, at det nærmest var sparringen med de andre deltagere, som gav mig allermest" siger Lisbeth Tissot Ludvig

I 14 år har Elisabeth Tissot Ludvig med stor succes ledet sundhedskommunikationsbureauet, Effector. ”Jeg var ung og kom fra en journalistisk baggrund, da jeg startede min virksomhed. Derfor var det ikke den store viden om ledelse, jeg havde med i rygsækken. Min ledelsesstil blev ”learning by doing”. Men nu var jeg klar til at dyrke ledelse som en selvstændig disciplin for derigennem at give mig selv og min virksomhed et ekstra løft.”

Effektivt og lærerigt

Kombinationen af en travl hverdag og et ønske om fordybelse gjorde, at Elisabeth gik efter et længerevarende uddannelsesforløb, som også gav plads til de mange opgaver, som lå på skrivebordet. Valget faldt på Strategi, vækst og lederskab hos Mannaz. ”Det har været effektivt og værdiskabende, at jeg på forløbet har kunnet arbejde videre med de opgaver, som alligevel skulle laves. Jeg har fået værktøjer og sparring, som jeg med det samme har kunnet omsætte til praktisk brug. Og det var præcis det, jeg efterspurgte”, siger Elisabeth.

Netværk? Hvorfor?

Elisabeth var godt klar over, at uddannelsesforløbet lagde op til, at hun dannede netværk med nogle af de andre deltagere, men hun var i tvivl om, det var noget for hende. ”Jeg tænkte, at de andre deltagere jo ikke kendte min forretning. Og hvordan skulle vi så kunne sparre? Men det viste sig, at det nærmest var sparringen med de andre deltagere, som gav mig allermest. Vores virksomheder var måske forskellige, men holdet bestod af erfarne ledere som jeg selv, og mange af udfordringerne var de samme. Det var virkelig værdifuldt at få de andres øjne på.”  

Der er coaching – og så er der COACHING

Et af elementerne i forløbet var coaching, og her følte Elisabeth sig på hjemmebane, da hun bruger coaching en del i sin virksomhed. Alligevel blev det lidt af en aha-oplevelse. ”At blive coachet af en på samme ledelsesniveau, som sidder med mange af de samme problematikker, er noget helt andet end at bruge coaching som leder. Der faldt mange brikker på plads for mig,” forklarer hun.

Jeg vidste det jo godt

Under forløbet fik Elisabeth en såkaldt 360-graders måling. En test, der belyser svagheder og styrker i forhold til ens lederskab, og som er et værktøj til ens personlige udvikling. ”Jeg vidste det jo godt i forvejen, men det var alligevel rart at blive bekræftet i egne antagelser. Mine styrker trækker mig fremad, og mine svagheder lærte jeg at forholde mig til på en ny måde. Eksempelvis har jeg taget konsekvensen af, at jeg ikke er særlig glad for eller god til systematikker, ved at uddelegere denne opgave. Nu har en medarbejder, som trives med den type opgave, fået ansvarsområdet for dette. Det er en stor succes.”  

 

"Jeg har fået værktøjer og sparring, som jeg med det samme har kunnet omsætte til praktisk brug. Og det var præcis det, jeg efterspurgte."

 

Stolt af at udvikle mig

Elisabeth er en åben leder. Hun har involveret sine medarbejdere under hele forløbet, og hendes nye viden er sat i spil til alles fordel. Over for omverdenen har hun også valgt at være åben omkring uddannelsesforløbet. I hendes ”out-of-office-reply” har hun fx hver gang skrevet, at hun var på lederudviklingskursus. ”Jeg har fået så meget positivt feedback på, at jeg arbejder på at videreudvikle mine evner. Det er samtidig god branding af min virksomhed, for det siger noget om, at vi er i bevægelse, at jeg som leder og virksomhed finder arbejdsmæssige genveje og bliver løftet strategisk. Det kommer alle til gode.”