Projektledelse

Stop, jeg skal lige ha’ vejret!

·

En mere sikker medarbejder, der leverer hurtigere svar, er noget af det, Codan har fået ud af at sende it-testkoordinator, Maria Lysgaard Pedersen, på kursus i testcertificering. Samtidig har Maria Lysgaard Pedersen fået papir på sin kunnen. ”Jeg er selvlært inden for it, og derfor savnede jeg noget struktur på min viden. Selvom jeg vidste meget, havde jeg alligevel en følelse af, at jeg havde taget lidt med mig hér og dér uden den berømte røde tråd.” Testkoordinator hos Codan, Maria Lysgaard Pedersen, ønskede at formalisere sin viden på eget initiativ. Det var ikke et krav fra Codans side. ”Codan har en god holdning til uddannelse, selvom man naturligvis skal have et godt argument, før man får et ja. Som ordensmenneske havde jeg behov for at få styr på min viden, så jeg kunne hvile mere i min stilling til gavn for både mig og Codan, og det var der omgående opbakning til.”

Ikke tid til andet

Selve læringsforløbet bestod af en uges undervisning med en afsluttende certificering. ”Før jeg tog på kursus, advarede et par af min kollegaer mig om, at det var et hårdt forløb, så jeg var lidt nervøs, da jeg mødte frem den første dag.” Ganske rigtigt gik Maria Lysgaard Pedersen en intens uge i møde. ”Niveauet var højt, og mængden af materiale svimlende. De første par dage tænkte jeg flere gange: ”Stop for pokker, jeg skal lige ånde”, men underviseren var fantastisk motiverende, og han fik os hele tiden videre, uden vi tabte overblikket.” Til trods for at forløbet var intenst, var der alligevel altid plads til deltagernes spørgsmål. ”Vi fik lov til at spørge og spørge, for som underviseren sagde, så er det ofte gennem spørgsmål, man lærer mest. Efter fire dage bredte der sig en rar følelse af forståelse og genkendelighed hos mig, men jeg havde heller ikke haft tid til meget andet i ugens løb. Som underviseren sagde, så kunne man godt glemme alt om at besvare mails og arbejde lidt ved siden af.”

Naturligt netværk

Den sidste dag var der eksamen, som Maria Lysgaard Pedersen bestod i fin stil. ”Det var en fantastisk god afslutning på et udbytterigt kursus. Nu har jeg dokumentation for nogle af mine færdigheder, og det er noget, man altid kan tage med sig. Desuden var der opstået et naturligt netværk imellem os deltagere, fordi vi kunne bruge hinanden til at udveksle erfaringer. Det var lærerigt at høre om de andres udfordringer – mindst lige så lærerigt som teorien.” ”Jeg fik, hvad jeg forventede og mere til. Halvdelen af det, jeg lærte, var en bekræftelse på, at jeg allerede gjorde meget rigtigt. Den anden halvdel var en øjenåbner, hvor jeg tænkte: Det her havde været rart at vide før, men i det mindste vil det gøre mit liv nemmere fremover.”

Savner efterspillet hjemme

Når Maria Lysgaard Pedersen bliver spurgt om, hvordan hun og Codan konkret får gavn af hendes nye viden, tøver hun for første gang lidt. ”Jeg er uden tvivl blevet mere sikker på min viden og kan give et hurtigere svar, når nogen spørger mig om noget fagligt, men jeg arbejder også i en relativ ny afdeling under pres, og desværre har der ikke været afsat tid efter hjemkomsten til at implementere min nye viden. Vi har været nødt til at bruge, det vi kendte i stedet for det nye. Det har jeg været ærgerlig over, for udbyttet af kurset havde været meget større, hvis efterspillet havde været mere struktureret.” Heldigvis har Maria Lysgaard Pedersen lige fået en ny chef, som vil tage fat, hvor kurset slap. ”Det giver stor mening at indføre de nye metoder således, at Codan og vores afdeling får gavn af den fantastiske viden, vi medarbejdere, som har været på kursus, er i besiddelse af.” De nye metoder betyder bl.a., at afdelingen skal til at måle deres arbejde og deres resultater. ”Mine kollegaer og jeg er klar til at forbedre vores lille del af verden. Faktisk kan vi næsten ikke vente.”

Viden om
Bliv inspireret indenfor projektledelse
Projektledelse Forandringer er en farlig sport
Projektledelse I fremtiden kommer vi ikke uden om Risk Management
Ledelse Adfærdsdesign - et nyt værktøj når du skal drive forandringer  
The potential is people