Ambitiøs, succesrig topchef og efterspurgt opinionsdanner. Henrik Enegaard Skaanderup har redet på en bølge af succes hele sit 45-årige liv. Lige indtil november 2008 hvor han bliver fyret som koncerndirektør i Kuben-koncernen. Nu har han skrevet bogen ”Slået hjem”, hvor han gør op med tavsheden samt tabuerne og udtaler sig om, hvordan han som fyret topchef kom videre. ”Henrik…kan du ikke lige kigge op til mig i morgen før mødet?”. Beskeden kommer fra bestyrelsesformanden i Kuben-koncernen og falder dagen før det ekstraordinære bestyrelsesmøde mandag 24. november 2008. For første gang slog det Henrik Enegaard Skaanderup, at alt måske ikke var, som det skulle være: ”Vi er i en periode, hvor hele bygge- og ejendomsbranchen ligger ned. Lehmann Brothers er krakket, boligboblen sprunget, og finanskrisen lige gået i gang. Der var panik. Som koncerndirektør havde jeg knoklet i døgndrift i knapt 3 måneder i et tæt samarbejde med en kapitalfond, som skulle hjælpe os med mulige scenarier for fremtiden. Jeg havde ikke overvejet, at nogle af de scenarier udelukkede mig før nu.”
Henrik Enegaard Skaanderups bange anelser blev gjort til virkelighed mandag morgen på bestyrelsesformandens kontor. Kuben-koncernen var blevet opkøbt af en kapitalfond og skulle dermed rekonstrueres og splittes op i enkeltdele. Uden en koncern var der således ikke brug for en koncerndirektør. ”Da jeg fik beskeden, var jeg fuldstændig tom. Jeg sad faktisk og prøvede at mærke efter. Er jeg sur, vred eller trodsig? Men der var ingenting.” Henriks fremtid var pludselig ukendt, og hvad han ikke vidste på dette tidspunkt, var, at han først 174 netværkssamtaler og 15 måneder senere igen befandt sig i et nyt job. En lang rejse lå forude.
Henrik Enegaard Skaanderup var rimelig fattet, situationen taget i betragtning, og tog hurtigt fat om nældens rod. ”Hvorfor mig? Jeg var nødt til at få noget ordentligt feedback på fem år af mit liv, og derfor tog jeg en samtale med hver enkelt af bestyrelsesmedlemmerne i Kuben.” Samtalerne og feedbacken fra bestyrelsen betød, at Henrik Enegaard Skaanderup fik en ordentlig forklaring og fik afmystificeret de ubearbejdede spørgsmål. ”Det gjorde, at jeg relativt hurtigt fik skulderne ned og kunne føle mig afklaret. Jeg kunne sige farvel og komme videre i stedet for at bruge en masse energi på at bearbejde oplevelsen og frem for alt være i tvivl om, jeg kunne have gjort noget anderledes. Det er tvivlen, der er den værste.”
| GODE RÅD FRA “SLÅET HJEM” HVIS DU BLIVER OPSAGT |
Opsigelsen:
|
Hvad skal det næste være?
|
Som en del af sin aftrædelsesordning begynder Henrik på et outplacementforløb for at få sparring til at komme tilbage i job. Via bureauet stifter han hurtigt bekendtskab med den barske realitet; 5/15/80-reglen: Fem procent af alle lederjobs slås op via jobannoncer, femten procent formidles via headhuntere, firs procent bliver aldrig slået op – de skal findes via netværk. Med andre ord er det praktisk talt umuligt for en mand af Henrik Enegaard Skaanderups kaliber at finde et nyt job via det offentlige tilgængelige jobmarked. ”Jeg måtte trække i tøjet som professionel netværker for at finde mit næste job og gjorde opbygning af netværk til mit job simpelthen. Jeg forholdt mig til processen, som var det et fuldtidsarbejde og brugte den samme disciplin, systematik og udholdenhed, som havde det været et reelt arbejde. Jeg følte mig med tiden som ukronet danmarksmester i netværkssamtaler.”
| GODE RÅD FRA “SLÅET HJEM” EFTER OPSIGELSEN |
Jobsøgning med netværkssamtaler:
|
Henrik Enegaard Skaanderup fik relativt hurtigt fod på den proces, der 15 måneder senere skulle skaffe ham et nyt job. Midt i sit virke som fuldtidsjobsøgende, hvor både bristede forhåbninger og hårde odds skubber til Henrik Eneaard Skaanderups ellers stærke motivation, skal han samtidig dog navigere i en hidtil ukendt og tabubelagt arena. Jobbet som arbejdsløs medfører nemlig et opgør med en stor del af Henrik Skaanderup Enegaards identitet som mand, forsøger og ægtemand. ”Jeg har altid været firmaets mand, og jeg elskede at sige, at jeg var koncerndirektør. At det var mig, der havde fået det tillidshverv. Det var en stor del af min identitet, der blev taget fra mig ved fyringen. Desuden skubbede situationen i den grad ved mit forsørgergen. Min stolthed som mand ved at skaffe, tage ansvar og beskytte blev fuldstændig pillet ned.”
Ens grundlæggende instinkter som menneske bliver for alvor belastet i en situation, der vender op og ned på ens identitet. Netop heri ligger svaret, ifølge Henrik Enegaard Skaanderup, også på, hvorfor det stadig er så tabubelagt at være arbejdsløs. Tabuet rækker også langt ind i Henriks egen familie, selvom selve hjemmebasen med konen og børnene er en fast og uundværlig støtte gennem hele forløbet. Resten af familien havde dog sværere ved at forholde sig til, at topchefen, der havde kørt med klatten i over 20 år, var faldet fra magtens tinde: ”Der gik næsten 5 måneder, før tabuet blev brudt til en familiefest. Indtil da havde jeg haft en indre monolog, hvor jeg spurgte mig selv, hvorfor pokker der ikke var nogen, der var interesserede i, hvordan jeg havde det. Jeg smed nogle bolde op engang imellem, men der blev ikke smashet til dem. Min familie gjorde det selvfølgelig for at vise hensyn og respekt. Men jeg havde enormt behov for at tale om bruddet med Kuben. Så det var en enorm lettelse, da svesken kom på disken.”
| GODE RÅD FRA “SLÅET HJEM” TIL FAMILIE, VENNER OG NETVÆRK |
Ved opsigelsen af den ledige:
|
I den lediges jobsøgningsproces:
|
Med sin 100 % strukturerede tilgang og skemalagte hverdag er Henrik Enegaard Skaanderup nok det, de fleste vil betegne som en mønsterarbejdsløs. Interim job, konsulentopgaver, netværkssamtaler og møder med headhuntere fylder hverdagen. Selv køreturen fra A til B udnyttes til at booke nye møder, forberede samtaler og koordinere. Det er både fysisk samt psykisk opslidende og en stor indsats uden nogen garanti. På et tidspunkt må selv mønstereleven Henrik Enegaard Skaanderup også sande, at det er svært at holde modet oppe. ”Det er ligesom en maraton. Det er spændende, det er givende, og der står folk på ruten og hepper. Men jeg kan bare ikke se målet. Jeg synes, jeg har løbet utroligt langt, og i virkeligheden bliver jeg i tvivl om, om jeg kun har løbet de første 10 %. Der er gået et år. Jeg er på dagpenge, og jeg begynder at tvivle på, hvornår det skal slutte. Væksten er ikke gået i gang, fyringsrunderne hersker, og bankerne er ved at krakke. Samtidig bliver de åbninger, jeg får forelagt, hele tiden lukket ned. Virksomhederne er afventende. Jeg rammer muren.”
Da Henrik var allermest følelsesmæssigt nede, fik han et afgørende opkald fra NCC, der faldt på et tørt sted. Et tilbud som sektionsdirektør, som er kommet i stand pga. en af hans tidligere netværkssamtaler med Torben Bilmann, NCC’s direktør. ”Jeg er på dagpenge, så det er mere en følelse af lettelse, end det er jubel. Lettelse over at komme væk fra en ubehagelig situation og hen til noget, som er kendt. Det har været en hård tid, og det kaster man ikke lige af sig.” Processen har været lærerig, så ville Henrik gøre det hele igen? Hans svar er et høfligt, men bestemt: Nej tak!. ”Jeg vil sige, at jeg tager det med mig, at jeg er helt anderledes bevidst om, hvad et job på godt og ondt kan betyde for parforhold, familie osv. Når det i 20 år kun er gået op ad bakke, tror man jo nærmest, man er udødelig. Jeg har altid sat meget pris på, at jeg var privilegeret og heldig med de jobs, jeg har haft. Jeg har bare ikke sat så meget pris på det, som jeg burde.”
Henrik har været gennem en dannelsesrejse, der har ført ham tilbage på toppen. På vejen fik han en enorm støtte, sparring og opbakning i sine professionelle netværk. Nu er han i NCC i et nyt direktørjob. Men hvad er det, der gør, at Henrik Enegaard Skaanderup tager bladet for munden og udtaler sig om en diskret proces, der normalt foregår bag lukkede døre? Nu har han jo sit på det tørre igen. ”For mig er det som leder helt oplagt at være modig, at gå foran og at bruge mig selv 100 % til at hjælpe, guide eller sparre med andre. Lige præcis derfor er det indlysende for mig at lave en bog, hvor jeg inddrager følelser og detaljer, så jeg kan inspirere andre, videregive mine erfaringer og refleksioner. En indsigt, der havde været guld værd for mig, da jeg selv stod i situationen”.
Har du kommentarer til forfatterne eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail
