27. november 2023
Claus Havemann Andersen
Hos LEGO Koncernen sætter de pris på sjov. Både i form af den sjov, som deres kunder hiver ned fra hylderne i legetøjsbutikkerne, men også i medarbejdernes tilgang til deres arbejde. “Fun” er simpelthen en af LEGO værdierne.
I koncernen har man gennem de seneste år arbejdet målrettet på at strømline håndteringen af projekter. Det har gjort det lettere at være projektleder og har givet plads til mere sjov i hverdagen. Senior Director, Henrik Priess Sørensen, er involveret i processen på flere niveauer – både som chef og projektleder. Men hvordan hænger sjov sammen med hverdagen i en af Danmarks mest succesrige og professionelle virksomheder? Henrik Priess Sørensen er Senior Director i Quality and Engineering Support og udover at fungere som projektleder for store prestigefyldte projekter, er han også chef for en gruppe projektledere. “Selvom vi skal nå deadlines, og der er pres på, så skal det stadigvæk være sjovt at gå på arbejde. Vi går ikke rundt og skraldgriner hele tiden, men vi har det sjovt, og det er lovligt at lave en fejl. Ellers er der ingen, som tør være projektleder, når der er nyt land, der opdyrkes”. En måde at give plads til sjov i en travl hverdag er at klæde projektlederne på til at kunne håndtere udfordringerne i jobbet.
Henrik Priess Sørensen var i 2002 med til at definere den projektmodel, som siden er videreudviklet for små og store projekter uden for selve produktionsdelen. “Før 2002 kørte vores projekter lidt tilfældigt, efter hvad den enkelte syntes, så der var klart brug for noget ensretning. Målet nåede vi ved at skabe en ensartet uddannelsesplatform for vores projektledere og ved at skabe nogle såkaldte templates for, hvordan man bør køre et projekt, uanset om det er en fabrik eller en maskine, man skal bygge.” Siden er mere end 20 hold projektledere, svarende til 360 medarbejdere, blevet uddannet inden for projektledelse. “Uddannelsen er en basisuddannelse baseret på nogle generelle elementer, men vores templates er tilpasset forhold i LEGO. Samtidig har vi et netværk af seks ledere fra alle hovedfunktionsområder, som løbende mødes for at tilpasse og udvikle projektlederuddannelsen. LEGO Koncernen er en projektorganisation, og da vi alle er involveret i projekter, giver det indsigt og skaber ejerskab, at alle er involveret i den proces.”
I selve uddannelsesforløbet vægter Henrik Priess Sørensen også leg og sjov højt. “Uddannelsen skal være fuld af energi og sjov. Den skal være inspirerende for deltagerne, og jeg vil hellere give køb på noget af det faglige for at bevare energien. Undervisning må ikke være kedelig. Deltagerne bliver involveret via konkrete opgaver, og de bliver udfordret fagligt. Det stiller store krav til undervisningen, og derfor er vi meget opmærksomme på, hvilken slags underviser vores deltagere møder.” Ikke alle medarbejdere, som modtager en projektlederuddannelse hos LEGO Koncernen, bliver projektledere. “Nogle medarbejdere fravælger projektledelse på eget initiativ. Andre egner sig ikke. Slutresultatet er, at omkring halvdelen af deltagerne bliver projektledere. Til gengæld er det så de mest motiverede, og det er vigtigt, for det er projektarbejdet, som driver os fremad.”
Henrik Priess Sørensen vurderer, at der er mange forskellige slags projektledere hos LEGO Koncernen. “Nogle projektledere er meget erfarne og kan påtage sig meget komplekse projekter. Andre er lige startet. Vi har dygtige projektledere, men vi ved også, at der fortsat er et stort forbedringspotentiale, selvom jeg synes, vi med årene er blevet bedre til at ramme både tid og ressourcer. Projekterne er mere realistiske og bedre underbyggede, og hvis noget går galt, kan vi nemt analysere efterfølgende”. Henrik Priess Sørensen har selv en stor bold at rulle i mål. På mindre end et år skal han som projektleder levere en stor produktionsfabrik i Mexico, som skal levere LEGO klodser til det tilsyneladende umættelige amerikanske marked. “Jeg har selv fingrene i projekter og kan som chef vel på den måde betragtes som en spillende træner. Fordelen er, at jeg kender mine medarbejderes glæder og udfordringer på egen krop.”
Et af de elementer, i strømliningen af projektledelse hos LEGO Koncernen, som har skabt ro, er en ensartet og fastlagt proces omkring godkendelse af projekter. “Vores finansafdeling er eksempelvis koblet på alle projekter og støtter op omkring budgettering. Vi har lagt et solidt fundament for udførelse af projekter, og ovenpå det kan der bygges finurligheder. LEGO Koncernen vil meget med projektledelse, men vi skal naturligvis også være realistiske.” Henrik Priess Sørensen mener ikke nødvendigvis, at LEGO Koncernen har en anderledes holdning til projektledelse end andre store virksomheder. “Jeg tror ikke, vi gør det anderledes, men vi har måske bedre muligheder. Det betyder ikke, at vi har flere ressourcer og penge, men jeg tror, at det er nemmere at få projekter igennem, fordi der er økonomi til at udvikle virksomheden.”
”Måske skal man tage det at have det sjovt temmelig alvorligt, for det virker tilsyneladende.”
I takt med at projektledelse er blevet en defineret størrelse, har LEGO Koncernen som organisation også bevæget sig mod en mere rendyrket projektorganisation. “Vi har arbejdet på at nedbryde siloer i årevis. Alle linjeledere accepterer i dag at have medarbejdere med i projekter som en rammebetingelse. Alle kan se formålet, og projekterne er del af kulturen og vores succes.” For at understøtte projektkulturen mødes ledere på tværs for at diskutere projekter og tildele ressourcer. Det skaber, ifølge Henrik Priess Sørensen, indsigt i de forskellige projekter og således også forståelse for, hvilke ressourcer som er nødvendige i et givent projekt. “At lederne mødes på den måde, er en stor hjælp for projektlederne. For mig personligt har ensretningen af projektledelse også været en kæmpe fordel, og jeg bruger metodikkerne hver eneste dag. Og ja, jeg synes stadigvæk projektledelse er sjovt, ellers tror jeg ikke, at jeg havde været her i LEGO Koncernen i mere end 25 år. Måske skal man tage det at have det sjovt temmelig alvorligt, for det virker tilsyneladende. Udover mig er der alene i år 60 andre, som fejrer deres 25 års jubilæum.”
Projektledelse er et håndværk.
Bliv god til det – få værktøjerne her.
Tilmeld dig Mannaz Projektlederuddannelse
Artiklen blev først gang udgivet i januar 2012, og den er siden hen blevet opdateret.