Fagligt: Jeg er uddannet kaospilot og har en systemisk/praktisk/kreativ tilgang til procesledelse, der skalerer op fra det personlige til det systemiske ved hjælp af personlig praksis, dialog, facilitering og samskabelse af innovative løsninger til at løse komplekse udfordringer.
Jeg har ejet en visuel konsulentvirksomhed Process Ink sammen med en partner og været leder for et fedt team her i Aarhus fra 2011 og frem til nu. Her har vi løst opgaver for både offentlige og private virksomheder. Vi var kvindelige iværksættere i en tid, hvor der kun var få af os – og vi har inspireret og støttet andre kvinder til at finde modet og hoppe ud i iværksætterlivet – og gøre det på en fri, kreativ, sjov og varm måde.
Jeg har rejst rundt i verden og bl.a. designet og faciliteret lederskabstræninger for kvindelige ledere i Dubai og Saudi med fokus på det det personlige lederskab, bæredygtighed og procesledelse som et ledelsesværktøj til involvering og samskabelse.
Privat: Jeg er født på multikulturelle og rebelske Nørrebro i København i 80’erne og 90’erne med forældre, som var solidt plantet i musikkens og kulturens verden. Jeg voksede op på mine forældres verdensmusik-spillested A/S Bananrepublikken og senere Vega.
Jeg gik på en skole, hvor jeg fik lov at dyrke min kreativitet, hvilket medførte, at jeg valgte at gå på Arkitektskolen og flytte til Aarhus. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg brændte mere for mennesker end for bygninger, og skiftede derfor til Kaospiloterne, hvor jeg fordybede mig i procesledelse og social bæredygtighed. Personlig udvikling og lederskab har været en del af mit liv siden starten af 20’erne og er fundamentet for måden, jeg lever mit liv på.
Jeg bor i dag i verdens bedste landsby, Borum, sammen med min mand Josva, min søn Eik på 6 år og mine bonusbørn, som snart er voksne. Min nabo er en skov, og den har lært mig noget, som Nørrebro ikke kunne give mig: en forbindelse til naturen indeni og udenfor mig selv.