24. maj 2012
Heidi Fjelsted, redaktør
Har du også en bugnende fuld mailbox? En bunke læsestof ved sengebordet? Referater. Rapporter. Artikler. Mails. Faglitteratur? Mængden af informationer, du skal forholde dig til, er blevet større, samtidig med at tiden er blevet mindre. En enorm stressfaktor og et problem, der kun kan løses ved, at du bruger noget af din sparsomme tid på at indhente det forsømte. For der findes ikke andre løsninger eller? Måske kunne nogle effektive læseteknikker hjælpe dig? Ifølge den erfarne læsekonsulent og underviser, Merete B. Riedel, er der nemlig et alternativ til hele tiden at være bagud med – nemlig at benytte læseteknikker til at læse mere effektivt. ”Når jeg begynder at tale om at læse mere effektivt, reagerer mange ved at sige, at de jo sagtens kan læse. Men det er slet ikke det, som er min pointe. Det er effektiviteten, som er nøgleordet, for ved at tilegne sig nogle læseteknikker kan man nå at absorbere en langt større mængde informationer på den samme tid.”
7 gode råd om læseteknik |
|
1. | Hav et klart mål med læsningen af den faglige tekst Er det nogle få detaljer, du har brug for? Et overblik? Eller skal du kende detaljer og videreformidle? |
2 | Bedøm omfanget af teksten og organisér din tid Læg en plan for læsningen – undervurdér hellere, hvor meget du kan nå at læse af gangen, end det modsatte |
3. | Skab en god ramme for koncentreret læsning Ro er den bedste ramme for læsning. Ikke alle har dog de samme rammer på arbejdet. Brug ørepropper eller anden afskærmning, som hjælper dig |
4. | Vælg en læseteknik Husk at tage højde for stoffets sværhedsgrad samt mængden og tiden, du har til rådighed |
5. | Skim teksten, før du læser den På den aktiveres din underbevidsthed, og du vil have lettere ved huske teksten, når du læser den ”rigtigt” |
6. | Hold et højt tempo Det forhindrer strøtanker og øger udbyttet |
7. | Husk korte pauser De er nødvendige for at holde koncentrationen |
Merete B. Riedel har opsamlet sin viden om at læse effektivt i en lille bog. ”Jeg havde lyst til at skrive en bog, som fik læsehverdagen til at glide lettere. Den menneskelige hjerne er, som den altid har været. Og døgnet er heller ikke blevet længere. Forventningen er dog alligevel, at vi opsuger mere viden. Gennem min undervisning møder jeg mennesker, som bombarderes med læsestof og som nærmest føler sig handlingslammede, fordi det er svært at nå det hele. Både det, som jobbet kræver, men også den faglitteratur, de har lyst til at læse for at følge udviklingen inden for deres fag.” Meretes B. Riedels bog er en opsamling af noget af den viden, hun har opsamlet gennem årene. ”Jeg kan heldigvis sige, at der er en løsning på problemet. Man kan kalde det løbetræning med hjernen, så man kommer op på et nyt niveau inden for læsning. Samtidig er det som at lære at cykle, for når først man mestrer teknikken, så sidder den fast. Det er en god investering i dit arbejdsliv, og det er en teknik, man kan have glæde af, om man er 20 eller 60.”
“Den menneskelige hjerne er, som den altid har været. Og døgnet er heller ikke blevet længere. Forventningen er dog alligevel, at vi opsuger mere viden.”
At læse mere effektivt er på ingen måde hokuspokus, understreger Merete B. Riedel. Det handler om at få en mere målrettet tilgang til de faglige tekster, du møder. ”At læse en tekst betyder ikke nødvendigvis, at man altid skal starte på side et og køre slavisk derudad. Man bør først danne sig et overblik og stille nogle spørgsmål. Hvad er formålet? Hvad er mængden? Hvordan er den struktureret? Bare noget så banalt som at kigge i indholdsfortegnelsen er noget jeg ofte ser, folk undlader. Men at læse en tekst er som at læse et regnskab, man ser på resultatet først. Når man kender bundlinjen, bider man mærke i tingene på en anden måde, fordi man kender pejlemærkerne. Nogle gange virker alting i teksten så vigtigt. Jeg ser fx tekster helt gule af markeringer, og hvordan suger du så essensen ud i forhold til formålet?”
En af de teknikker, Merete B. Riedel lærer fra sig, er at scanne tekster for den viden, vi helt præcist har brug for, men den teknik bryder ikke alle sig om ved første møde: ”Vi har lært at læse faglige bøger og tekster, som om vi skulle til eksamen i dem, men faktum er, at det skal vi jo sjældent. Alligevel kan nogle have en følelse af ikke at være grundige nok eller ligefrem at sjuske, når vi ikke læser teksten ord for ord. Nogle kalder det faktisk snyd. Men det relevante spørgsmål er hvor dybt et kendskab, du egentlig har brug for? Jeg siger, dan dig et overblik, scan teksten og zoom ind på det, du skal bruge. Det er en utrolig effektiv teknik.”
En af de ting, vi netop skal få en skarpere bevidsthed om, er, at ikke alle ord er lige vigtige. Bare ved den øvelser, skærer vi ifølge Merete B. Riedel store mængder af tekst væk. ”At ændre på den måde, vi arbejder med tekster på, er ikke så nemt, som det måske lyder. Vanerne ligger dybt. Du behøver hverken at være jægersoldat eller spise firben for at blive udfordret mentalt. Det kan du sagtens blive siddende på numsen. Vi er bange for at give slip på det, vi ved, virker. For tænk nu hvis vi ikke fik det hele med, hvis det går hurtigt. Til det siger jeg, at grundig læsning er selektering og reflektering. Jeg mødte eksempelvis en ung mor, som, ved siden af jobbet, var i gang med en videreuddannelse. Hun læste tre timer hver aften, når børnene sov, men hun kunne stort set ikke huske et ord, selvom hun læste ord for ord grundigt. For hende gjorde en anden teknik underværker.”
En teknik, Merete B. Riedel også anbefaler, er at man skimmer et kapitel igennem, før man læser det. ”Ved at skimme teksten på den måde lagres noget i vores subliminale perception, altså underbevidstheden, som gør det nemmere for os, når teksten læses rigtigt. Vi tager flere indtryk ind i underbevidstheden, end vi tror, men folk skal lige over et vist punkt, før de kan anvende teknikken. Faktisk er det også sådan, at når man læser hurtigere, er der mindre tid til strøtanker, og så er forståelsen og udbyttet bedre.” Merete B. Riedel har undervist i mange år, og hun ved, at det kan virke underligt at tale om læseteknik til mennesker, som måske har en lang uddannelse bag sig ”Vi er optaget af at udvikle os på mange forskellige måder, og derfor giver det god mening at udvikle os på dette område også. Sagen er, at vi rammes af enorme mængder informationer på tværs af fag og funktion, og det både stresser os og gør indhug i vores tid. ”
“Vi lever i en tid, hvor vi helst vil måle vores indsats og investering, og det har jeg det helt fint med. Efter et af mine kurser læser deltagerne i gennemsnit teksterne 96% hurtigere.”
At en mere effektiv læseteknik flytter noget i læsehastigheden, kan dokumenteres, pointerer Merete B. Riedel. ”Vi lever i en tid, hvor vi helst vil måle vores indsats og investering, og det har jeg det helt fint med. Efter et af mine kurser læser deltagerne i gennemsnit teksterne 96% hurtigere og har sågar en bedre forståelse af indholdet. Det er en forskel, som kan mærkes i hverdagen for os alle.”