21. maj 2014
Isa Lindbæk
Vi hører det hele tiden i medierne. Danmark skal leve af innovation. Vores virksomheder skal boble af nytænkning og kreative idéer. Men hvordan hænger det sammen med, at vi alle sammen drøner rundt og har super travlt? Hvornår er det så lige, vi finder tiden til den næste gode idé?
Underviser i kreativ nytænkning, Elise Breinholt, kender alt til de forhindringer, som vores travle liv og skemasatte hverdage lægger for udklækning af nye idéer: ”Årene med økonomisk smalhans har fået os til at knokle derudad i samme spor, fordi det gav os den største sandsynlighed for sikker succes. Nu er sporet tyndslidt, og vi skal til at tænke nyt for at rykke videre”, siger hun.
Elise oplever, at en del danske virksomheder allerede er godt i gang med at give plads til kreativiteten. Alligevel hænger mange stadig i bremsen og gør, som de plejer.
”Vi vil gerne udvikle vores forretninger, og kreativitet er en stærk katalysator i den proces. Men kreativiteten slippes ikke løs, bare fordi der sættes en idékasse op, og lederne opfordrer medarbejderne til at komme med gode idéer. Kreativiteten skal hjælpes på vej”, forklarer Elise. I mange virksomheder eksisterer der, ifølge Elise Breinholt, modstand mod forandring. Nye forslag skydes ned, og risikoen er, at der opstår en kultur, hvor man bliver bange for at foreslå noget nyt.
En kultur, som kvæler kreativitet, er ikke den eneste udfordring, innovationsivrige ledere bør være forberedt på. Vores hjerner er heller ikke altid med på legen. “Mange af os har simpelthen begrænsninger i vores tankemønstre, som gør, at vi blokerer for nytænkning. Heldigvis kan man arbejde med at løsne dem op på et individuelt plan”, forklarer Elise. Hun fortsætter: “Noget af det sværeste ved at lære at tænke mere kreativt er, at vi skal slippe viljen til at ville have tingene på en bestemt måde. Vi skal turde kaos og dykke ned i et væld af tanker og lade det rum være åbent. Her kan vi nemlig blive fri af, hvordan vi plejer at gøre, og hvad der er praktisk, og det sætter kreativiteten fri.”
At være i stand til at levere kreative forslag er i mange virksomheder ligefrem en forventning. Den forventning kan presse nogle medarbejdere og skabe en stresset hverdag. “Jeg har været ude i virksomheder, hvor der var en kraftig forventning fra lederne om, at der skulle leveres et væld af nye idéer. Men den kreative proces var ikke rammesat, og idéerne skulle jo være gode, så ingen turde efterhånden byde ind. Der var simpelthen ikke tryghed omkring den kreative proces.” Hvis en leder vil skabe mere kreativitet, så kan processen hjælpes på vej ved at blive skemasat, forklarer Elise. Og så har kreativitet det ofte bedst i fælleskaber, hvor man via dialog og association bygger videre på hinandens ideer. Hun understreger dog: “Selvom en leder afsætter tid til kreativitet, er det ikke hver gang, der er nye brugbare idéer, og det skal lederen også kunne rumme.”
På det kursus, hvor Elise er underviser, bliver deltagerne bl.a. introduceret for en række metoder, som kan styrke den kreative nytænkning. Disse metoder bruger Elise selv, når hun eksempelvis skal skabe nye kurser. “Kreativitet handler også om at turde. Det er svært at komme med nye idéer, hvis man er bange for at fejle, for naturligvis vil ikke alle dine idéer være lige fantastiske. Kreativ nytænkning skal derfor ske i en sat og tryg ramme, så vi kan få sluppet det kreative potentiale løs”. Vi mennesker er vanedyr, og vi downloader de samme tanker igen og igen. Derfor kan det være en idé at gøre noget andet, end man plejer, for at stimulere nye associationer og idéer. Samtidig har vi sansepræferencer, som med fordel kan udfordres. Det første skridt på vejen mod større kreativitet er bevidstheden om, at kreativitet ikke er en fast størrelse, men noget vi kan arbejde med og få til at vokse.
Sådan bliver du mere kreativ | |
1. | Tag en pause, hvor du slet ikke laver noget. |
2. | Vær modig. Vær ikke bange for at fejle. Mellem de dårlige idéer gemmer sig en fantastisk idé. |
3. | Vær tålmodig. Det er ofte i mellemrummet mellem tankerne, at der opstår en idé. |
4. | Skab rum for kreativitet. Meditér, gå en tur, svøm eller løb. |
5. | Tænk tanker, som ikke umiddelbart er resultatorienterede. Måske finder du idéen på omvejen. |