15. juli 2020
Marianne Egelund Siig, CEO
Hvis nogen var i tvivl, fik coronakrisen vist os alle, hvor globale og forbundne vi er. Både på en dybt rørende måde i form af større fællesskabsfølelse, hensyn og omsorg for hinanden, og på den skræmmende måde, selvfølgelig, fordi virusset benytter sig af vores effektive infrastruktur til at rejse og inficere hurtigt og let over hele verden. Nu skal vi bruge krisen til at skabe noget nyt og bedre siger Marianne Egelund Siig, der er CEO i Mannaz.
Corona-pandemien har sat store dele af verden skakmat i måneder, og vi kan endnu ikke se enden på pandemien.
Tværtimod blev der i denne uge sat en ny trist rekord i USA i dødsfald og i antal smittetilfælde på én dag på verdensplan.
Samtidig begynder vi at kunne se konturerne af en længerevarende økonomisk krise med konkurser og massearbejdsløshed; vi skal ca. 90 år tilbage til børskrakket i 1929 og den efterfølgende depression for at finde nærmeste fortilfælde.
”Europa oplever et økonomisk chok uden fortilfælde siden den store depression,” lyder det fra EU’s økonomikommissær Paolo Gentiloni i en pressemeddelelse.
Samme vurdering kommer fra Den Internationale Valutafond (IMF), som også forudser, at ”virusset har potentiale til at føre til den største recession siden 1930’erne.”
I Danmark kan vi nu se begyndelsen på enden af alle lockdown-tiltagene og en succesfuld ”udfladning af smittekurven”.
Det er værd at være stolte af, også selvom coronakrisen herhjemme vil trække lange spor af arbejdsløshed og tab, der ifølge Danmarks Nationalbank foreløbig kan gøres op i ca. 200 milliarder kroner. Det beløb svarer til syv Storebæltsbroer – regn selv ud, hvor mange nye super-sygehuse; senest blev de berammet til at koste 3-4 milliarder pr. stk at bygge.
Alle kriser, vi støder ind i, kan vi lære af, og coronakrisen er en historisk krise, vi både kan og skal lære af på mange niveauer udover det naturligvis mest indlysende: at vi bruger vores nye viden til at håndtere kommende pandemier.
Den italienske forfatter og fysiker Paolo Giordano skrev fra sin karantæne i Rom et essay, som er blevet delt over fire millioner gange: ”I Smittens Tid” (kan købes på dansk nu).
Paolo Giordano skriver for ikke at glemme perioden:
”Jeg vil ikke glemme alt det, som epidemien viser os om os selv. Når vi først har lagt frygten bag os, forsvinder enhver flygtig bevidsthed i løbet af et øjeblik, sådan går det altid med sygdomme”.
Han afslutter sit essay med; ”Al den lidelse må ikke have været forgæves.”
Coronakrisen er den kollektive, globale opbremsning, som sætter ”Plejer” ud af spil, og som har tvunget os til at genoverveje beslutninger, gentænke strategier og også til at genopdage det, der er vigtigst for os.
Lige nu er det vigtigt, at vi ikke behandler erfaringerne og læringen som et nytårsforsæt, vi hurtigt glemmer igen. Nu bare med håndsprit og lidt mere afstand.
Det er tid til at lytte og lære af mangfoldigheden af oplevelser. For krisen har ramt alle forskelligt.
Sværest og uden sammenligning er det naturligvis dem, som har mistet til Covid19, dem som lider af efterfølger af sygdommen eller må leve med strenge begrænsninger som en del af grupperne af udsatte og sårbare. Deres liv har for alvor ændret sig de seneste fire måneder.
På hverdagsplanet har coronakrisen for nogle udgjort en pause og fungeret som en øjenåbner for nye kvaliteter i hverdagen, et tættere familiesammenhold eller mere tid med børnene.
Andre har været ensomme. Eller har haft ekstra travlt på arbejdet, og absolut ingen tid til strikke-, eller gør-det-selv-projekter.
For mange andre betyder coronakrisen fortsat store økonomiske bekymringer og har medført konkrete tab, mens (færre) andre faktisk har vundet og skabt nye forretninger.
På samfundsplanet er coronakrisen et forstørrelsesglas på eksisterende udfordringer.
Den følger et velkendt mønster, hvor enhver samfundskrise går langt hårdere ud over dem, der i forvejen har det svært.
I april citerede jeg i en anden artikel i POV Alison Holder fra et indlæg, hun skrev i U.S. News and World Report:
”Pandemien eksponerer de gabende revner, der findes i vores sociale, politiske og økonomiske systemer.”
Men som hun påpeger, giver krisen os alligevel også en unik mulighed for at ”build back better”; et udtryk, FN lancerede i 2015 som koncept og respons i efter-katastrofe tider. Og som helt relevant florerer overalt lige nu; fra FN, OECD og NGO kampagner, til betydningsfulde danske meningsdannere og professorer – og som den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden i øvrigt lige nu har brugt som overskrift på sin nye økonomiske plan.
Og Build Back Better er da også det håb, der er brug for – den retning, som giver mening. Build Back Better er dét, som kan afværge, at vi om et øjeblik står i kriser endnu værre end den nuværende pandemi både, når det gælder klima- og biodiversitetskatastrofer og i samfund, hvor sammenhængskraften er truet.
I februar mødtes verdens beslutningstagere og magtelite til 50 års jubilæumsmøde i Davos med temaet; ”Stakeholder Capitalism”:
“I 2020 skifter virksomheder fokus fra at være aktionær-centrerede til at have en mere inkluderende rolle i samfundet – også kaldet ”interessent-kapitalisme”/”stakeholder capitalism”.
Stakeholder Capitalism er idéen om, at erhvervslivet bør reformere kapitalismen til i højere grad at tjene helheden, og at sociale og miljømæssige mål prioriteres side om side med økonomiske mål om profit; at virksomheder bør tjene en mangfoldighed af interessenter og samfundet, og at virksomheder bidrager til at løse den globale krise, vi står i og arbejder med at skabe en bæredygtig udvikling.
Få uger efter magtens verdenselite var rejst hjem fra Davos, havde Covid19 overtaget verdensagendaen, men i samme temas tjeneste kan man sige.
For vigtigheden af sammenhængskraft i samfundet har sjældent stået tydeligere end i denne tid. Vi er forbundne, afhængige af hinanden og af centrale funktioner i samfundet. Respekten for lærere og pædagoger steg eksempelvis i takt med, at ugerne gik med hjemmepasning og hjemmeundervisning. Sygehus- og omsorgssektorens medarbejdere er velfortjent blevet coronakrisens helte. De uundværlige primære og kritiske funktioner, og de mennesker der varetager dem, har fået højere status.
Forhåbentlig kan coronakrisen fungere som en anledning til, at de medarbejdere får den anerkendelse og respekt de fortjener, og også bliver aflønnet derefter.
Jeg oplever, at der er en stærk erkendelse af, at vi ikke må ”spilde” denne krise. Kunder og samarbejdspartnere, der giver udtryk for, at de gerne vil lære af de seneste måneders ekstraordinære indsatser og tilstande.
Mandag Morgens og Altingets tværgående chefredaktør Lisbeth Knudsen har foreslået regeringen at lave et post-corona-råd, så vi kommer klogt ud af krisen.
Innovationsfonden beretter i en artikel, hvordan de har oplevet at nye idéer til at overkomme Covid19 har stået i kø, og er blevet udviklet i en hidtil uset hastighed:
”Coronakrisen har bevist, at innovationskraften, idérigdommen, omstillingsparatheden og nytænkningen lever i bedste velgående i Danmark”, hedder det. Fonden vil tage erfaringer fra Corona-tiden med i fremtidige processer i organisationen til gavn for os alle.
Lad os blive ved med at inspirere hinanden og dele vores erfaringer. For vi har brug for en stærk fælles indsats, partnerskaber og idéer til at imødegå de udfordringer, vi stod over for inden coronakrisen, og som vi stadig står overfor.
Det er også Professor Steen Hildebrandts pointe i artiklen ”Lad prisen for corona-støtte være krav om bæredygtighed”, hvor han opfordrer alle til at tage ansvar for at lære af krisen, samt at danske virksomheder, der har modtaget økonomisk hjælp fra staten, også loyalt bidrager til implementering af regeringen og Folketingets klima- og verdensmålsdagsordener.
Vi har opbrugt jordens ”årlige-ressourcer” tre uger senere end forventet på grund af coronakrisen, oplyser ”Global Footprint Network”. Det er jo desværre stadig alt for tidligt.
På det tidspunkt er de fleste tilbage på arbejde igen efter sommerferien, sikkert med en forhåbning om at vi er tilbage til hverdagen og ”normalen” som før krisen. ”Mest af alt holder jeg af hverdagen”, blev mange af os mindet om og Dan Turells ”Hyldest til hverdagen” blev flittigt blevet citeret under lockdown.
Men den 22. august må vi altså minde os selv om, at det ikke er en holdbar ”normal”. At vi herefter, globalt set, hver eneste ”hverdag”, kører på et overtræk af jordens ressourcer. Og regningen for dette overtræk sender vi til vores børn og de kommende generationer.
For der er stadig ”Ild i huset”, som Greta Thunberg siger det. Og der er ”Ild i Arktis” som overskriften lød på en artikel i denne uge.
Klimaforskeren Jonathan Overpeck fortæller til nyhedsbureauet AP: ”Arktis er i overført og helt bogstavelig betydning i brand”. Området varmer meget hurtigere op, end vi troede”.
Den situation er også forklaringen på den største oliekatastrofe siden 1989, da en russisk-sibirisk olietank sank og udledte 21.000 tons dieselolie i naturen i maj måned 2020. Herhjemme ser vi et rekordstort og tidligt iltsvind, blot to havområder ud af 119 i Danmark lever op til EU ’s krav for et godt havmiljø.
Hele verden har lært udtrykket ‘Flatten the curve’ at kende under coronakrisen.
Vi har forstået, at vi skal undgå et større pres på sundhedssektoren, end den kan klare ved at blive på den grønne kurve. ‘
Samtidig er det også for alvor vigtigt, at vi hver især og i fællesskab arbejder på at flade den store røde biodiversitets- og klimakurve ud, så den ikke overstiger jordklodens kapacitet — også for at dæmme op for antallet af pandemier i fremtiden.”Infektionen er et symptom på et presset økosystem”, skriver den førnævnt citerede italienske essayist Paolo Giordano.
Vi har planeten til låns fra vores børn og fremtidige generationer, og vi har smidt panten ud og ikke overholdt regel nummer 1 i enhver civilisation: du skal efterlade mere godt efter dig, end du tager for at opretholde civilisationen og give den hverdag, vi holder af, videre til de kommende generationer.
Coronakrisen har vist os, at vi kan klare en enorm omstillingsproces på rekordtid.
Men hvordan tager vi de seneste måneders erfaringer og samfundssind, sammen og hver for sig, og spreder det ud over den vigtigste ”to do liste” verden har lige nu? de 17 bæredygtige verdensmål?
Som World Economic Forum skriver; ”Pandemien har afsløret nogle sandheder: At katastrofer ikke respekterer grænser, at solidaritet giver styrke, at videnskab og ekspertråd er vigtige, og at udsættelser er dødelige. De samme lektier gør sig gældende for vores klimakatastrofe.”
Vi ved i endnu højere grad nu, at vi godt kan skabe store forandringer og ændre vaner sammen, når det virkelig gælder. Og det gælder nu.
