11. juni 2023
Underviser Jørgen Svenstrup, Af Heidi Fjelsted, Redaktør
Er du på jagt efter bedre resultater? Vil du gerne have mere overblik og overskud? Skal din afdeling performe bedre? Så stop med at kigge udad, og start med at kigge indad.
Underviser, Jørgen Svenstrup, er en mand, der ikke viger tilbage for at sætte tingene lidt på spidsen for at få en vigtig pointe frem. “En pilot har pligt til at holde sit psykiske og fysiske helbred i sund balance, før han sætter sig ind i et fly. Men en leder kan møde på arbejdet træt, stresset og kort for hovedet, og det accepterer vi alle sammen – til trods for at uovervejede beslutninger også her kan have store omkostninger og fx koste arbejdspladser.”
Heldigvis er danske ledere, ifølge Jørgen Svenstrup, begyndt at få øjnene op for, at det at være i mental balance samt at mentaltræne er værdifulde værktøjer, som giver mere overskud og dermed bedre overblik. Forskning på området viser da også imponerende resultater. Jørgen kalder dem ligefrem bemærkelsesværdige. Og metoderne er noget, som sportsverdenen har brugt med stor succes i årevis. Jørgen tilføjer: ”Selvfølgelig betyder det også noget for en leders resultater, at vedkommende har fokus på at være i balance og i mental topform. Alligevel har mange ledere deres fokus rettet mere udad end indad, og dermed får lederen ikke optimeret sit eget potentiale.”
Hvad betyder det at være i balance? Og i mental topform? For Jørgen Svenstrup handler det om at være i stand til at mestre to grundlæggende kompetencer, som er helt afgørende for ens lederskab såvel som evne til at skabe resultater. “Den første kompetence på lederens ønskeseddel bør være en generelt øget bevidsthed om egen indre tilstand. Uden denne bevidsthed kan du nemlig ikke træffe bevidste valg. Og du kommer i stedet ofte til at agere følelsesmæssigt eller vanemæssigt”, forklarer Jørgen Svenstrup. Den anden kompetence, som en leder bør mestre, er selvkontrol. Jørgen Svenstrup uddyber: “En leder bør have en indre kontrol, så der ikke impulsstyres. Selvkontrollen må endelig ikke forveksles med en ydre kontrol, men skal forstås som en indre balance, der fører til velovervejede beslutninger og handlinger.” Kombinationen af øget bevidsthed om egen indre tilstand samt indre kontrol er, ifølge Jørgen Svenstrup, en stærk cocktail for en leder og skaber forudsætningen for at kunne sætte ALLE andre ledelsesværktøjer i spil.
“Evnen til at takle modstand afgør fodboldkampe. Det er altså psyken ikke fysikken, vi skal fokusere på.” Nikolaj Bonde Korsgaard, Sportspsykolog
Hverdagen for lederne er ofte travl. Der er ikke oceaner af tid, og lederne ved godt, at de burde lytte mere, være mere strukturerede eller noget helt tredje, men så kommer hverdagen snigende og tager fokus. De gode intentioner forbliver intentioner. Derfor giver det, ifølge Jørgen Svenstrup, god mening at finde en metode, som kan give det overskud og den indre balance i hverdagen, så du får realiseret dit potentiale som leder, og så intentioner bliver til realiteter. Jørgen Svenstrup er ikke i tvivl om, at værktøjerne er mindfulness og mentaltræning. Helst i kombination.
Vi arbejder ikke længere som bønder i marken. Det er de fleste af os nok rimeligt tilfredse med. Men med udfasningen af manuelt arbejde, er den mentale pause desværre også blevet udfaset. Vores hjerner er på arbejde hele tiden. Faktisk i så omfattende grad, at Jørgen Svenstrup jævnligt møder mennesker, som får dårlig samvittighed, hvis de sætter sig ned i bare fem minutter og lader tankerne flyve. ”En mental pause giver hjernen et tiltrængt pusterum. Det lyder næsten for godt til at være sandt, at man ved at tage ”en morfar” bliver en bedre leder, men der er faktisk noget om det. Arbejder man metodisk og målrettet med den mentale pause, kan den give meget mere båndbredde i lederskabet.”
Jørgen Svenstrup ved godt, at det lyder selvmodsigende, når han taler om vigtigheden af at tage mentale pauser og samtidig taler om at bruge pauserne effektivt. Han uddyber: ”Er man meget stresset, handler det i første omgang om at få håndteret stresspåvirkningen og finde en indre ro og balance. Men når man mestrer det, er det også oplagt at bruge den mentale pause til at arbejde med de elementer i ens lederskab, man gerne vil være bedre til. Præcis som topatleterne gør det i forhold til deres præstationer”, forklarer han. Resultaterne af denne kombinationstræning – grebet rigtigt an – er imponerende. Jørgen forklarer, at metoden ligefrem er direkte personlighedsforandrende: ”Man kan virkelig få rettet op på nogle handlemønstre, som spænder ben i lederskabet”. At arbejde metodisk med præstationsfremmende værktøjer såsom korte, mentale og proaktive pauser såvel som stresshåndtering kræver en kickstart, men er ellers relativt nemt at arbejde med, når den gode teknik og vane er på plads.
Desværre opdager mange ledere de mentale værktøjer som mindfulness og mental træning alt for sent. De kommer først, når motoren er brændt sammen, og måleren viser akut stress. ”Jeg ville ønske, at ledere tidligere fik øje på disse værktøjer. Ikke kun fordi mindfulness modvirker stress – men specielt fordi mentaltræning optimerer lederens præstationer og fører til mere velovervejede beslutninger”. Samtidig mener Jørgen, at den ekstra mentale båndbredde, som mindfulness og mentaltræning giver lederen, er med til at skabe det fundament, som er nødvendigt for at sætte alle andre værktøjer i spil på den mest optimale måde. Og så er der i øvrigt kæmpe positive bivirkninger i forhold til de to værktøjer. For det første skaber en leder i balance mere ro i organisationen, så den performer bedre. For det andet påvirker værktøjerne også privatlivet positivt. Man fristes næsten til at sige: Hvad venter du på, leder?
Vidste du at: |
|
|
|
|
|
Artiklen blev først gang udgivet i juni 2014, og den er siden hen blevet opdateret.