Bæredygtighed

Regenerative leadership! - vil du være en del af løsningen eller problemet?

Laura Storms tankevækkende bog om regenerative leadership er et opgør med det ledelsesparadigme, der har ført til afkoblede medarbejdere, stressede ledere og en klode i ubalance. Læs med, og bliv inspireret til, hvordan du kan være en del af løsningen til en bedre fremtid.


For noget tid siden inviterede Mannaz til et kundearrangement, der satte fokus på, hvordan vi sammen med vores kunder og samarbejdspartnere kan ”Move what matters”. Laura Storm inspirerede os alle i forhold til, hvilket lederskab de mange massive udfordringer i verden kalder på. Nedenfor kan du læse med og forhåbentlig også blive inspireret.

Laura Storm har pustet til ilden og smidt det traditionelle lederskab og virksomhedsdrift på bålet med sin bog om regenerative leadership. Bogen, som hun har skrevet sammen med englænderen Giles Hutchins, har skabt debat verden over. Det er nødvendigt med radikal nytænkning, fastholder hun, for vi har kurs mod masseudryddelse af plante- og dyrearter, klimakollaps og ødelæggelse af jorden. Umiddelbart temmelig dystre udsigter, men alligevel betragter Laura Storm sig selv som optimist.

Siden Laura var otte år gammel, har hun været dybt optaget af naturens tilstand. Hun har boet i Amazonas og studeret miljø på systemisk niveau. I dag er hun en del af pionervirksomheden, Regenerators; en gruppe fagfolk, som i fællesskab forsøger at fortælle verden, at vi ikke længere bør udnytte jorden ensidigt til menneskets fordel, men derimod bør vende tilbage til en regenerativ tankegang, hvor vi giver lige så meget, som vi tager. Hvor vi fornyer, i modsætning til udnytter. Laura taler engageret om at gå fra at være en extractor til at blive en regenerator.

”Jeg har brugt mange år på at undre mig over, hvorfor det klogeste dyr på jorden er i gang med at ødelægge sit eget habitat. I 99% af den tid vores art har været på jorden, har vi levet i balance med naturen, men nu har vi på rekordtid skabt nogle omstændigheder, der slet ikke passer til os,” siger hun.

 

“Vi har akut brug for ledere, der har modet til at tænke i forretningsmodeller, der ikke udpiner menneskets og jordens ressourcer, men i stedet formår at skabe regenerative ringe i vandet.”

 

Pressede ledere ser ikke løsninger

Laura Storm peger på, at verdens ledere, som burde vise vejen mod holdbare løsninger, er mere stressede end nogensinde. Og det er ikke kun ledere, der er stressede. Vi lider af kollektivt systemstress.

”Når vi er stressede, fungerer vi som urmennesker på sletten, der forsøger at undslippe et rovdyr. Vi tænker kortsigtet og udelukkende på os selv. Det er nyttigt i en akut situation, men det er utroligt opslidende at forblive i den tilstand. Derfor er det bekymrende, at 96% af ledere i USA konstant befinder sig der. Når et menneske er stresset, er det biologisk umuligt at have adgang til empati og omsorg, kreativitet og nysgerrighed. Når vi er stressede, er vi heller ikke i stand til at tænke i forbundne systemer, men er derimod ekstremt egoistiske. Den stresstilstand forplanter sig i vores organisationer, i vores tankegange og blokerer for nytænkning, ” forklarer Laura Storm.

Mannaz har observeret de samme mønstre i mange af de organisationer i Skandinavien, hvor de arbejder med organisations- og ledelsesudvikling. Når lederne er stressede, får det negative effekter på samarbejde, innovation og bæredygtighed. Derfor er selvledelse og evnen til at arbejde konstruktivt med stress blevet en meget mere efterspurgt del i lederudviklingsprogrammer. Det bliver en forudsætning for bæredygtige organisationer.

Laura Storm efterlyser også en ny slags lederskab, der kan lede en forbundet indsats.

”Lederskab starter indefra og bør trække på den viden, der er til stede i det eneste system på denne jord, der har klaret at udvikle og forny sig gennem milliarder år – levende systemer. Vi er nødt til at trække på den imponerende evne, som levende systemer har til konstant at skabe betingelser for liv og trivsel – det er en del af deres design at have indbygget modstandskraft, kreativitet og høj omstillingsevne. Men vores ledere er for udbrændte til at tænke nyt. De har ikke energien, så de bliver ved med at gøre brug af de værktøjer, de har lært, som er udviklet af netop det ”extractive” mindset, vi skal væk fra. Vi har akut brug for ledere, der har modet til at tænke i forretningsmodeller, der ikke udpiner menneskets og jordens ressourcer, men i stedet formår at skabe regenerative ringe i vandet” uddyber hun.

 

“Generelt føler 76% af medarbejdere sig i dag afkoblet fra deres arbejde. Man taler lige nu om The Great Resignation. Folk, der siger op, fordi de ikke kan holde det begrænsende arbejdsliv ud.”

Se også: Vores kurser i forandringsledelse og situationsbestemt ledelse.

Virksomheder afkoblet fra naturen

Som art har mennesket historisk bevæget sig fra at leve i tæt kontakt med naturen til at ville kontrollere og dominere den.

Under den industrielle revolution, hvor store globale erhvervsgiganter som GE, GM, Ford og Exxon blev hyldet for deres evne til at generere enorm profit, skabte de samtidig grundlaget for mange af de forretningsmodeller, man opererer og underviser efter i dag.

”Disse gigantiske virksomheder opererede efter maksimal fokus på effektivitet, kontrol og hierarki. Ingen skelede til at regenerere menneskelige eller naturressourcer – alt blev målt i den værdi, de kunne generere til aktionærer. Fuldstændig afkoblet fra forståelsen om at være en del af et større gensidig afhængigt og forbundet hele”, siger Laura Storm.

Mange af de virksomheder, der var på Fortune500-listen i 1970, var stadig store 30 år senere. Men siden 2000 er der sket noget interessant, ifølge Laura Storm. 52% af de virksomheder, der lå på Fortune500, er i dag lukket. Og i øjeblikket ser vi andre interessante tendenser, der viser, at vi lever i en brydningstid:

” Vi trives i det store hele ikke, og det er vi ved at få modet til at handle på. Vi har fået nok af micro management, giftige organisationskulturer, stram kontrol og følelsen af, at vi skal spille en rolle for at kunne tage på arbejde. Generelt føler 76% af medarbejdere sig i dag afkoblet fra deres arbejde. Man taler lige nu om The Great Resignation. Folk, der siger op, fordi de ikke kan holde det begrænsende arbejdsliv ud. Samtidig er en ny ung generation dukket op. Og 64% af dem vil kun arbejde for virksomheder, der passer på kloden. Virksomhederne står med et gigantisk problem, hvis de vil rekruttere de talenter, de har brug for, for at eksistere. Heldigvis blomstrer der i øjeblikket et meget interessant kollektivt oprør” tilføjer hun.

 

“Vi har været udnyttere, nu skal vi fokusere på at genskabe balance, hvis vi vil fortsætte livet på denne planet.”

 

Vi skal heale, opbygge og give igen

Heldigvis oplever Laura Storm trods alt, at en del virksomheder er begyndt at forstå, at de skal agere anderledes.

”Vi ser virksomheder, som forsøger at geare sig til en ny virkelighed. Vi har været udnyttere, nu skal vi fokusere på at genskabe balance, hvis vi vil fortsætte livet på denne planet. Vi skal genetablere forbindelsen med naturen og indgå som en del af et større forbundet økosystem. Ikke kun for at bevare status quo, for vi skal mere end det. Vi skal heale, opbygge og give igen.”

Mannaz oplever også en øget interesse fra mange organisationer for at tænke mere holistisk – også i organisations- og ledelsesudvikling. I ledelsesprogrammet ”Inner Qualities of Leadership” har Mannaz hjulpet ledere med at udforske deres egne ledelsesværdier, få reflekteret over hvordan de kan udfordre deres uhensigtsmæssige vanetænkning, og få værktøjer til at lede fra flere perspektiver end kun den økonomiske bundlinje.

Laura Storm fortsætter:

”Der er en bevægelse mod et regenerativt mindset. Det er en indre og ydre transformation, hvor man ser styrken i naturen og sig selv og læner sig op ad 3,8 milliarder års evolution.”

Regenerators har et bud på, hvordan man som leder kan blive mere regenerativ. De kalder den for The Regenerative Business DNA. Her forenes lederskabsdynamikken med livets dynamik. I denne tankegang genbruges materialer i alle produktionsled, og man lader sig inspirere af naturens former og metoder. Både ledere og virksomheder handler cirkulært, så man ikke står over økosystemet, men er en del af det. Samtidig opstår der ringe i vandet, der fører os hen mod bæredygtige virksomheder og kulturer.

 

“Lederen skal se sig selv som en økosystemsfacilitator, der holder rum for et større potentiale, end hvad den enkelte leder kan udtænke alene.”

 

Metamorfose

Laura Storm forstår godt, at det kan virke overvældende at tænke og lede på en regenerativ måde. Særligt når vores nuværende arbejdsliv er afkoblet, fragmenteret og kontrolleret.

”Store organisationer mister robusthed, fordi der er for mange lag, for meget kontrol og for mange planer. Vi dræner livskraften ud af vores organisationer. Vi skal have blikket væk fra excel-arket og i stedet træne vores evne til at skabe organisationer, der trives som helhed – som et levende organisk system. Lederen skal se sig selv som en økosystemsfacilitator, der holder rum for et større potentiale, end hvad den enkelte leder kan udtænke alene. Livet udvikler sig på grund af diversitet og den friktion, det kan medføre. Det gør virksomheder også.” siger hun.

På samme måde som larven går i panik, når den begynder at forvandle sig, befinder ledere sig også et svært sted lige nu. Larven kan slet ikke forestille sig, hvad der kommer, og den tror, at den skal dø. Det samme føler mange erhvervsledere i øjeblikket, når de hører om det nødvendige regenerative paradigmeskifte ifølge Laura Storm.

”Vi må forstå, at det starter med os. Begynd med at skabe en organisationskultur, der i højere grad opererer som en resilient, selvhealende organisme, hvor alle celler i organismen (medarbejderne) føler sig nærede og sunde. Den cirkulære tankegang skal omfavnes på det individuelle såvel som det virksomhedsmæssige plan. Vi kan fx ikke hele tiden være i intens forår- og sommerenergi, hverken som mennesker eller organisationer. Der skal også være plads til den regenerative, reflekterende og integrerende efterår- og vinterenergi. Regenerativ ledelse er ikke endnu et nyt program eller 10-step model. Det er et globalt paradigmeskifte, vi ser inden for alle brancher og sektorer. Det er først og fremmest et radikalt skifte i bevidsthedsniveau og mindset, hvor vi bliver en del af løsningen i stedet for en del af problemet,” slutter hun.

Vil du arbejde med dit eget lederskab?

Laura Storm vil være en af underviserne på Mannaz´ kommende executive lederskabsprogram “Leadership that matters”. I dette program vil vi arbejde med nogle af de største bevægelser i samfundet, der udfordrer vores klassiske forståelse af organisation og ledelse. Vi kommer til at se på nye logikker for, hvordan vi organiserer os, hvordan vi aktivt kan bruge styrken i diversitet og inklusion samt opnår praktiske veje til et mere bæredygtig og regenerativt lederskab.

Hvis du vil vide mere om den kommende uddannelse, så er du velkommen til at kontakte Joakim Eriksson, Client Director i Mannaz, på jer@mannaz.com eller +46 735 286 071.

Et hav af ydelser og kurser inden for ledelse

Mannaz kan hjælpe dig og din virksomhed med at udvikle og udfolde jeres fulde potentiale, så I sammen kan navigere i komplekse, omskiftelige omgivelser og være med til at skabe en bæredygtig virksomhed.

 

Viden om
Bliv inspireret indenfor bæredygtighed
Ledelse & Teamudvikling Diversitet, ligestilling og inklusion:
En kompleks udfordring med et stort potentiale

En kulturforandring i forhold til diversitet, ligestilling og inklusion er en kompleks udfordring. Løsningen er en systemisk, kulturel og individuel tilgang. Bliv inspireret i denne artikel.

Ledelse & Teamudvikling Buurtzorg og Mannaz i nyt stærkt samarbejde

Buurtzorg har revolutioneret den gængse opfattelse af det organisatoriske behov for kontrol, styring og rapportering, og erstattet det med tillid samt et stærkt fokus på borgerens behov. Læs med, og bliv inspireret til at rykke din organisation til næste niveau.

Ledelse & Teamudvikling Sådan aktiverer du tre intelligenser i ledelse

I artiklen får du 7 gode råd til at arbejde med biasbevidst ledelse og 5 øvelser til at komme godt i gang med den nye ledelsesform.

The potential is people