Ligestillingsåret der gik – 2023

LIGESTILLINGEN 2023 // ESSAY – 2023 blev et år, hvor den ene katastrofe og tragedie fulgte efter den anden. Krigen i Ukraine var i gang, krigen mellem Israel og Hamas kom til i oktober. Altødelæggende jordskælv i Syrien, Tyrkiet, Marokko, Afghanistan. Det varmeste år nogen sinde på kloden. Naturkatastrofer, oversvømmelser, skovbrande, orkaner af hidtil uset styrke. Ubegribelige menneskelige tab. Men øget ligestilling er en del af genvejen til fred og klimabalance, skriver CEO Marianne Egelund Siig i sit årlige POV-essay om ligestillingen i året, der gik.

Denne artikel blev først publiceret på POV.International  d. 30. dec 2023

Kampen for menneskerettigheder, ligeværd og ligebehandling af kvinder og mænd er mere vigtig end nogensinde. For ligestilling er en del af løsningen på verdens kriser. Men det har desværre bekymrende lange udsigter inden vi kan høste af ligestillingens positive effekter.

Ifølge FN’s generalsekretær, António Guterres vil det tage trehundrede år svarende til ni generationer, før vi har ligestilling i verden. Og vel og mærke kun hvis det lykkes at skabe fremgang hvert år, kan vi nå målet i 2324.

“Klimakrisen går særlig hårdt ud over piger og kvinders adgang til uddannelse, job og sundhedsydelser. Det skyldes, at kvinder i lavindkomstlande primært arbejder i landbrug”

Lige nu er det ikke et entydigt billede, snarere tværtimod.

I 2023 blev kvinders vilkår forringet på en række parametre verden over. Guterres nævner høj dødelighedsrate for mødre, stigning i antallet af barnebrude, digitalisering af patriarkat og kvindehad, kidnapning af piger og overfald som straf for at de går i skole, og at kvinders rettigheder rulles tilbage verden over, som grunde til den uendeligt lange udsigt til ligestilling.

I Danmark er udsigterne til ligestilling lidt lysere. Her regner vi med at kunne arbejde os stædigt og målrettet frem til reel ligestilling om ca. 130 år.

”Et klimasammenbrud er gået i gang” tilføjede FNs generalsekretær desuden i september til sin liste af nedslående statistik i det år, som nu er gået ”ad helvede til”, fristes man til at tilføje. Endnu en reminder om, at kampene for balance på jorden, for ligestilling såvel som for klimaet, er lang og sej og fortsætter på ubestemt tid.

Der skal kæmpes for hvert eneste lille fremskridt og for at øge resultaterne og også for at bevare dem, når de implementeres i såvel lovgivning som i adfærd og kultur, rundt om i verden.

Lyset i mørket er de fællesskaber og den omsorg, solidaritet og vilje til retfærdighed, der opstår på tværs af grænser, når helt almindelige mennesker rammes af katastrofer. Der er positive takter at spore i Danmark og endda enkelte deciderede sejre at se tilbage på i år.

Yael og Maya overlevede Hamas angreb ved at spille døde blandt deres 20 døde kvindelige soldaterkammerater. Alle var de kvinder, der var en del af en særlig ”spejder-militær-enhed” sat til at opfange, registrere og dokumentere alle uregelmæssigheder i Gaza på den anden side af muren.

Hvorfor de var sat til det, når ingen tilsyneladende alligevel tog deres rapporteringer alvorligt, er ubegribeligt og tragisk.

I foråret ’23 blev der afholdt en stor europæisk konference på Århus Universitet med deltagelse af nogle af tidens væsentligste profiler fra kunst, business og den akademiske verden.

Jeg var så privilegeret at være moderator for konferencen. Og her blev jeg slået af, hvor befriende det var at høre en af talerne, den britiske sociolog Jeff Hearn, sætte ord på en af de væsentligste essenser i de kriser verden er i. Hearn er professor emeritus og underviser på en række universiteter i Norden og i England. Han har bidraget til 40 bøger og har skrevet mere end 800 tekster, blandt andet om sin forskning i mænd og maskulinitet. Kort sagt, han ved hvad han taler om.

Han skrev følgende i februar 2022:

”…men, certain men, and certain masculinities, have played and continue to play a key role in environmental damage – and planetary crisis….For the planet to survive, crises to be ameliorated, apocalyptic collapse averted, men and masculinities have to change – fundamentally, very fast.”

Dette er ikke en subjektiv feministisk holdning eller vurdering, men en historisk- og forskningsbaseret konklusion, som kræver handling og mod til at gøre op med de strukturer, der ligger bag krige, klimakrisen og polarisering.

En anden oplevelse fra mit personlige 2023 var en international konference i London hvor 900 kvinder, og på konferencens første dag også en del magtfulde mandlige CEO’s, borgmestre og politikere, var samlet for at diskutere veje mod mere ligestilling. Og hvordan vi sammen – mænd og kvinder – kan skabe de nødvendige forandringer.

Ét køn alene løser ikke verdens problemer og som konferencens værtinde, indiske dr. Harbeen Arora Rai, fastslog i sin åbningstale om at stå sammen; ”.. den terror og de krige, der findes i verden, er ikke skabt af kvinder”.

At vi bliver nødt til at anerkende, at kampen for piger og kvinders muligheder og rettigheder er uløseligt forbundet med vores mulighed for at skabe en bæredygtig fremtid, er ikke nyt.

Verdens første eco-feminist, den franske filosof og forfatter Françoise d’Eaubonne, beskrev allerede for 49 år siden i sin bog “Le féminisme ou la mort”, hvordan den patriarkalske samfundsmodel er årsag til destruktiv udnyttelse af naturen og hvordan den miljømæssige krise og undertrykkelsen af kvinder er uløseligt forbundet. Gid verden havde læst og lyttet til Françoise i 70’erne.

Bogen udkom på engelsk den 8. marts sidste år med titlen: ”Feminism or Death: How the Women’s Movement Can Save the Planet”.

Men lad os dog i hvert fald erkende det nu – vi kommer først i mål, når kvinder får mere magt og flere og lige muligheder i alle henseender. Ligestilling er og bliver en del af løsningen på en række komplekse samfundsproblemer.

Når kvinder deltager i fredsforhandlinger, øges sandsynligheden for, ​at en aftale opnås​, at freden bliver mere bæredygtig​ og at freden varer længere.

Med årets accelererende klimakrise, krige og polariseringer er det værd at genbesøge UN Women’s  rapport, der viser, at verdensmål nummer #5, Ligestilling mellem kønnene, fungerer som en accelerator for de øvrige 16 verdensmål. Flere kvinder i beslutningsprocesser giver simpelthen bedre resultater:

• En højere andel af kvinder med politisk autoritet kan direkte kædes sammen med​; mindre CO2-udledning​, bedre beskyttelse af jord​, større sandsynlighed for, at miljøtraktater bliver ratificerede samt ​højere grad af genanvendelse og genbrug​.
• Når kvinder deltager i fredsforhandlinger, øges sandsynligheden for, ​at en aftale opnås​, at freden bliver mere bæredygtig​ og at freden varer længere.
• Kvindelig indflydelse er afgørende for at forebygge ​voldelig ekstremisme​ og radikalisering.
• Kønsbalance i bestyrelser leder til​ reducering af bedrageri​ og reducering af svindel.

Fred og balance er fundamentale faktorer i de langsigtede initiativer, der skal sikre klima, miljø og biodiversitet på tværs af kontinenter og økonomier. Virkeligheden er kompliceret, men regnestykket er altså ret enkelt: De succesfulde, stabile økonomier bliver i fremtiden grønne, kønsbalancerede og bæredygtige.

Den greb de borgerlige aviser, især Berlingske, og på BT, kommentator Joachim B. Olsen: »Hvorfor gemmer så mange feminister sig? Hvor er MeToo og Believe Women-aktivisterne«, spørger han på X og linker til en bestialsk gennemgang af voldtægterne den 7. oktober. Voldsomt provokerende og ganske enkelt ignorant:

Debattør Ditte Giese gav ovenstående gennemgang og et passende modsvar i Politiken:

”Olsen er godt nok ikke just kendt for sit engagement i den feministiske sag, men mener da nok, at han lige kan fortælle de dumme damer, hvad de bør mene og handle på. Det er altid kvinders ansvar at fordømme det, når mænd gør noget vanvittigt. Ellers er de medskyldige”, skrev hun og fortsatte:

”Det hele er lort. Det hele er umenneskeligt, brutalt, uværdigt, ubærligt. Men det er ikke feministernes skyld. Og højrefløjens antifeminister burde skamme sig over at bruge så vigtig og altoverskyggende en krig til at køre på den feminisme, som de aldrig har forstået en skid af.”.

Noget af en forskydning der er foregået; mænd begår psykopatisk voldsterror; danske journalister og debattører går i gang med at trawle kvinders SoMe-opslag igennem for at se om vi tager afstand. Det er jo helt sort.

… Og hvordan går det så med at få kvinderne ind i magtens centrum i Danmark i 2023?

Jo, Danmark dumpede igen og landede på en 23. plads på World Economic Forums evaluering af landes kønsligestilling overordnet set. Trods alt en fremgang i forhold til sidste år, hvor Danmark lå på en 32. plads, men langt fra noget at prale af.

Island, Norge, Sverige og Finland ligger fortsat helt i top. Danmark er til gengæld faldet fra en 95. plads til en 102. plads ud af i alt 146 lande hvad angår kvinders deltagelse på ledende niveauer. En placering som internationale samarbejdspartnere altid undrer sig meget over, men som vi tydeligvis selv har vænnet os til. Eller i hvert fald arbejder meget beskedent på at ændre.

Til gengæld kommer vi igen ind på en flot førsteplads i verden når det handler om, hvor veluddannede kvinder er i Danmark. Hvilket er et tilbagevendende paradoks når vi ser tal på kvinders repræsentation i medier eller når Dansk Industri i en kampagne i 2023 gjorde opmærksom på, at der sidder NUL kvinder i 44 procent af de store danske virksomheders bestyrelser.

Tallet gælder for de 2.387 store virksomheder, der er underlagt lovkrav om at opstille mål for den kønsmæssige sammensætning i deres bestyrelser. Men målene bliver åbenbart ikke taget alvorligt, eller man er ikke i stand til at rykke på de mål man sætter sig.

I en anden kampagne i december 2023 opgør Dansk Industri, at der er NUL kvinder samlet set i 50.9 procent af alle danske bestyrelser. I alt er 17.5 procent af bestyrelsesposterne i danske bestyrelser besat af en kvinde.

Det er tydeligt at alle de artikler, rapporter og konferencer, der gennem de seneste 15 år har vist, at ligestilling, diversitet og inklusion er en god forretning, simpelthen er gået hen over hovedet på dansk erhvervsliv.

Samtidig med at dokumentationen af forskelsbehandling bliver ved med at komme i en lind strøm i både internationale og i danske undersøgelser. Således også på en af årets allersidste dage.

2023 var i øvrigt året, hvor arbejdsligestillingen mellem mænd og kvinder endelig skulle falde på plads. I hvert fald ifølge en 11 år gammel analyse fra Rockwoolfonden herhjemme:  I 2023 ville både erhvervsarbejde og arbejdet i hjemmet være ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, lød ekspertvurderingen dengang i 2012.

Det lød næsten for godt til at være sandt, hvad det da også var.

Kvinder leverer stadig mere husarbejde, oplever generelt mere arbejdsrelateret stress og har sværere ved at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen end deres mandlige kolleger. Kvinder knokler stadig på overtid i den ligning der handler om at få familie og arbejde til at hænge sammen. Kvinder tager eksempelvis 64 pct. af barnets første sygedage.

Det første år med de nye barselsregler, som sikrer fædre og med-mødre 11 uger derhjemme med den lille, er ved at være gået. Og en opgørelse tyder på, at dette tiltag for ligestillingen virker i hvert fald nogenlunde. Antallet af fædre på barsel er vokset med 40 procent.

Samtidig viser tal fra Udbetaling Danmark dog at fædre i gennemsnit kun tager barselsorlov i 2,5 uge mere end tidligere og altså ikke de 11 uger, de har ret til. Så måske har arbejdspladsen i hvert fald i første omgang vundet kampen om fars tid over baby.

Samtidig er uligheden mellem fag stadig en faktor. Jo flere kvinder, der er beskæftiget i et fag, des lavere er lønnen. En nyt studie fra CBS  viser, at kvinder over hele verden får mindre i løn end mænd for det samme arbejde. I Danmark er forskellen på kvinder og mænds løn i samme job i gennemsnit syv procent, hvilket gælder både i det offentlige og private.

Også blandt iværksættere kniber det med ligestillingen. En analyse fra Dansk Erhverv viser, at nok er andelen af kvindelige iværksættere nu steget til en fjerdedel og nok har kvinderne 25 procent større omsætning end mændene, men lysten til at investere i mandlige iværksættere er ikke desto mindre størst.

Af samtlige investeringer i startups herhjemme går 0,1 procent til kvindelige stiftere, 10,8 procent til stiftere hvor begge køn er repræsenteret og 89,1 procent til mandlige stiftere.

At kvinder ifølge en ny undersøgelse fra tænketanken DEA tilsyneladende også har sværere end mænd ved at få adgang til forskningsmidler, får en del kvinder til at opgive ellers lovende forsker-karriereplaner i utide. Det er jo ganske enkelt bekymrende.

Der er nok at tage fat på for ligestillingsminister Marie Bjerre (V), som på få uger nåede at miste sin ministerpost og få den tilbage igen. Med al respekt for iværksætter, investor og erhvervskvinde  Mia Wagner var det efter min mening også bedre at holde ministeriet på Marie Bjerres hænder i lidt længere tid.

Siden ligestillingsministeriet blev etableret i 1999, har der siddet 15 forskellige personer på den tilhørende ministertaburet, og ministeriet har indgået i 13 forskellige kombinationer med andre ministerier.

Ligestillingsministeriet er med rette blevet kaldt en politisk kastebold, for der har aldrig rigtig været ro på til at få omsat gode hensigter til handling.

Som KVINFOs direktør Henriette Laursen skrev:

“Hvilken anden organisation eller virksomhed kunne holde til at skifte ledelse og organisatorisk ophæng mere end hvert andet år?”

Men nu er Marie Bjerre altså tilbage. Hun har måske en unik mulighed for at arbejde seriøst med ligestillingen i Danmark, og få skabt de nødvendige politiske resultater på området.

I december valgte hun at overrække Ligestillingens Pris til Danmarks første kvindelige statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Den amerikanske managementkonsulentvirksomhed McKinsey & Company har for ottende år i træk udsendt en årlig rapport om ”Women in the workplace”.  I 2023-udgaven tilbagevises fire myter om kvinder på arbejdsmarkedet:

Myte 1: Kvinder er mindre ambitiøse end mænd

Fakta: Kvinder på alle niveauer er lige så interesserede i at avancere som mænd. En fleksibel arbejdsplads styrker ambitionsniveauet.

Myte 2: Glasloftet er den største barriere for kvinders ambitioner

Fakta: Største hindring er “det første trin” på karrierestigen som er ”i stykker” når det gælder kvinder. Det er sværere for kvinder at kæmpe sig op på lederniveau, og det går stadig langsomt med at få flere kvinder ind på mellemlederniveau.

Rapporten viser desuden, at farvede kvinder hurtigt sakker bagud i karrieren sammenlignet med mænd og hvide kvinder.

Myte 3: Mikroaggressioner betyder kun lidt

Fakta: Små stikpiller og bemærkninger kan være lette at overse, men har en langvarig effekt på dem, det går ud over, hvilket primært vil sige kvinder. Rapporten påviser, hvordan kvinder oplever mikroaggressioner i en signifikant højere grad end mænd:

Det er 1,5 gang mere sandsynligt for kvinder end for mænd, at andre får æren for deres idéer og arbejde, samt at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres dømmekraft. Derudover oplever kvinder 2,5 gange oftere end mænd, at deres udseende bliver kommenteret.

For kvinder med flere marginaliserede identiteter sker disse mikroaggressioner i endnu højere grad. F.eks. er asiatiske og sorte kvinder syv gange mere tilbøjelige end hvide kvinder til at blive forvekslet med en anden af samme etnicitet.

Myte 4: Fleksible arbejdsforhold kommer flest kvinder til gode

Fakta: Fleksibilitet er en topfordel for begge køn og helt afgørende for virksomhedens succes.

Nobels fredspris gik til iranske Narges Mohammadi, som har kæmpet mod systematisk diskrimination og undertrykkelse af kvinder i Iran, har været fængslet 13 gange, dømt fem gange og idømt en samlet straf på 31 års fængsel og 154 piskeslag. 

Mohammadi sidder stadig fængslet, så hendes 17-årige tvillinger måtte modtage fredsprisen på hendes vegne og takke for den ved at oplæse hendes tale.

I talen siger hun bl.a.:

“Jeg er overbevist om, at den uafviselige indflydelse af Nobels fredspris på den seneste stærke bevægelse af iranere for fred, frihed og demokrati vil give styrken til den individuel kamp og modstand, og dette giver mig håb og inspirerer mig”.

Hvis en kvinde som Narges Mohammadi, der nu i syv år har været forhindret i at se sine børn og siddet, som hun skriver ”bag høje og kolde mure” og “har måttet tåle intense og udmattende lidelser”, har overskud til at udtrykke håb og vilje til at kæmpe videre, så må verden ikke svigte.

Vi må heller ikke slippe opmærksomheden på “Kvinde Liv Frihed”-bevægelsen, som blev grundlagt efter den unge iranske kvinde Jina Masha Amini mistede livet i myndighedernes varetægt i september 2022.

For lige siden har iranske kvinder, piger og mænd kæmpet for deres frihedsrettigheder. Bevægelsen har mødt ekstrem vold og undertrykkelse fra de iranske myndigheder. Amnesty International har dokumenteret hundredvis af drab på demonstranter, titusindvis af anholdelser og trusler mod eksempelvis advokater, udbredt tortur og mishandling – herunder voldtægt – af tilbageholdte demonstranter samt henrettelser af deltagere i opstanden mod regimet.

Situationen i Afghanistan er også hjerteskærende.

I Afghanistan lider kvinderne nu på tredje år under Talibans undertrykkelse. “There is no such thing as women’s freedom anymore,” sagde kvinderetsaktivist Mahbouba Seraj, da hun i 2023 blev nomineret til Nobels Fredspris.

Hun benyttede lejligheden til at advare verden om, at Afghanistans kvinder er ved at blive “visket ud af deres eget liv”. Mange begår selvmord i afmagt.

De levende mødes hele tiden af nye begrænsninger og restriktioner. Selv at gå en tur i parken med deres børn er forbudt. Og f.eks. har Taliban senest besluttet, at kvinder kun må modtage sundhedspleje fra kvinder. Men da kvinder ikke længere må uddanne sig, vil kvinder på sigt altså ikke have adgang eller ret til uddannet sundhedspersonale og lægehjælp.

“I Can’t Believe I Still Have To Protest This Shit” er titlen på den svenske forfatter og gadekunstner Jessica Hallbäcks feministiske coffee table-book med plakater fra 100 års kvindekamp.

Det vrede statement blev genoptrykt på de protestplakater, som demonstranter igen efter 50 år med fri abort gik på gaden med i USA, da Højesteret i juni omstødte alle amerikanske kvinders forfatningssikrede ret til fri abort, så det herefter er op til den enkelte stat at lovgive på området.

Verden over er ønskede graviditeter stadig årsag til, at millioner af kvinder rammes af stor håbløshed, fattigdom, livstruende blødninger, dødsfald og straf, fordi de enten vælger at føde et barn, de ikke er i stand til at tage sig af, eller får foretaget en illegal abort.

I USA har 13 af i alt 50 stater nu forbudt abort, mens 15 stater har indført restriktioner. Historiske beretninger om perforerede livmødre og gravide, der drikker blegemiddel eller kaster sig ned ad en trappe for at afbryde en graviditet gør tilsyneladende ikke indtryk.

Flere andre lande har også på det seneste fjernet retten til fri abort. Det gælder blandt andre Polen, Nicaragua og El Salvador.

I en række af verdens lande er abort forbudt, uanset om kvinden er blevet voldtaget, udsat for incest eller hvis graviditeten altså udgør en trussel mod hendes liv og helbred. Således eksempelvis i Honduras hvor der hvert år ifølge WHO udføres mellem 51.000 og 82.000 illegale aborter.

Positivt er det, at 2023 blev året for en ny abortlov i Finland, der giver alle kvinder ret til at afbryde svangerskabet indtil 12. graviditetsuge. Hidtil har det været et krav, at kvinden skulle have underskrift fra to læger for at blive godkendt til abort, men det krav er nu ophævet.

I Danmark er antallet af aborter faldet med næsten 50 procent fra midt halvfjerdserne, hvor loven om fri abort blev vedtaget, frem til nu.

Lige nu er der bred opbakning til den danske abortlov og ønske om at udvide den fra 12. til 18. graviditetsuge samt droppe kravet om forældresamtykke til abort, hvis den gravide kvinde er under 18 år.

I kampagnens første fem år fra 1966-1971 fik 4.500 grønlandske kvinder lagt en spiral op. Det svarer til halvdelen af de 9.000 fertile kvinder og piger, der var i Grønland på daværende tidspunkt.

Helt op til i dag er der eksempler på kvinder, som har fået opsat en spiral uden at vide det. Formålet med kampagnen var at begrænse den grønlandske befolkningsvækst og antallet af enlige mødre.

I år har 67 af de berørte kvinder nu stævnet den danske stat og kræver erstatning. Kvinderne beder meget beskedent om 300.000 kroner hver for svie, smerte og barnløshed.

Beskedent, når man tænker på de livsændringer kvinderne blev påført, og når man hører en af dem, Maria Nielsen, fortælle til Sundhedspolitisk Tidsskrift:

“Det er måske et stort ord, men det var sådan, jeg følte det. Jeg blev jo ikke spurgt, det var dem, der bestemte over mig.”

Sagen er blevet henlagt indtil Danmark har resultatet af en undersøgelse der først forventes afsluttet til 2025.

Undskyld kvinder. Undskyld Grønland. Den her sag er så hjerteskærende og et eksempel på hvordan vi slet, slet ikke har erkendt og bearbejdet den pris, Grønlands befolkning har betalt for Danmarks kolonisering.

Indtil 1921 havde danske mænd ret til at slå deres hustruer. I nogle lande har mænd stadig den ret. Faktisk mener hver fjerde person i verden, at mænd gerne må slå deres koner.  Og det smitter tilsyneladende af på de sørgelige statistikker vi kan tage et lille udpluk af her, hvor der heldigvis også er lidt håb og ulmende opgør at spore.

Sidste år blev næsten hver tredje brasilianske kvinde udsat for fysisk eller psykisk vold. Forholdene for kvinder i landet er blevet betragteligt dårligere under Corona pandemien, som ramte landet med voldsom kraft mens den nu forhenværende præsident Jair Bolsonaro beskar indsatserne mod kvindevold med 90 procent.

En fejlprioritering som landets nuværende præsident Luiz Inácio da Silva (Lula) har lovet at rette op på og samtidig intensivere arbejde for ligestilling af Brasiliens oprindelige folk og bekæmpe fattigdom.

Foreløbig har den nye præsident blandt andet indsat 11 kvindelige ministre i sin regering, der består af 37 ministre og oprettet et ministerium for kvinders rettigheder.

I Usbekistan har vold i hjemmet været strafbart siden april i år. Det samme gælder seksuel vold mod mindreårige. Vold i familien har tidligere været anset for en privatsag, man ikke talte højt om i den usbekistanske kultur, men nu bliver flere sager anmeldt og kommer frem i lyset – herunder adskillige bestialske drab på kvinder begået af mandlige familiemedlemmer. Der er desuden åbnet mere end 200 krisecentre til voldsramte kvinder.

I Italien er partnerdrab blevet centrum for et opgør med en forældet og giftig machokultur.

Hvert andet kvindedrab i Italien 2023 blev begået af en partner eller ekspartner. En af dem har antændt et længe ulmende oprør mod kvindeundertrykkelse og partnervold. 22-årge Giulia Cecchettins lig blev i november fundet i en grøft, gennemhullet af mere end 20 knivstik, som hendes ekskæreste har tilstået at have givet hende under indflydelse af ulykkelig kærlighed.

En videooptagelse viser hendes sidste dag i live, hvor hun bliver gennembanket af eks-kæresten, der var med hende ude og købe tøj til hendes snarlige “graduation ceremony”, hvor hun skulle fejre sin kandidatuddannelse som bioingeniør.

Nu opfordrer både familien og en række meningsdannere af begge køn til at gøre op med landets  besidderiske machokultur.

Giulias Cecchettins begravelse blev fulgt af tusindvis af italienere og hendes far holdt en bevægende tale, hvor han opfordrede sine landsmænd til at støje og protestere fremfor at ære den døde med et minuts stilhed.

Også Giulia’s søster, Elena Cecchettin, opfordrer til oprør; »Man siger ofte, at det ikke er alle mænd, der gør denne slags. Nej, det er ikke alle mænd, men det er altid mænd,” siger hun og fortsætter: “Ingen mænd kan betragtes som gode, hvis de ikke gør noget for at nedbryde det samfund, hvor de er så privilegerede.”

“I dette patriarkalske samfund der har givet mænd privilegier og magt, har de et ansvar for at uddanne og kritisere deres venner og kolleger, så snart de hører om den mindste antydning af sexistisk vold.”

På verdensplan bliver fem kvinder eller piger hver time dræbt af et familiemedlem.

Inden drabet har relationen ofte været præget af vold, trusler, ydmygelser, tvang og isolering i årevis.

Denne vanvittige dødsvolds-pandemi eksekveres altså primært af mænd.

Det gælder også den sørgelige rekord der er sat i USA med 400 masseskyderier i året der gik. Og det er altovervejende voldsomt frustrerede mænd, der skyder. ”

Angry White Men” som professor Michael Kimmel i sin forskning og bog om emnet kalder dem og kortlægger hvordan blandt andet en forestilling om alt det man som ung mand er berettiget til af opmærksomhed fra og samvær med kvinder – og når virkeligheden ikke lever op til det bliver vreden og skuffelsen så stor at den ultimative hævn og aggression bliver løsningen.

Heldigvis ser vi flere og flere mænd gå ind i kampen for at få ændret de her kulturer. Som italienske Giuilas far og de mange unge mandlige italienske kulturpersonligheder, der protesterede ved samme lejlighed.

Tak til alle de mænd der i disse år engagerer sig mere og mere i erkendelsen af, at ligestilling er til fordel for alle. Og ikke mindst at status quo ikke er en holdbar løsning.

Kvindelige ansatte i blandt andet skibsfarten klagede, i året der gik, over en hård tone på arbejdspladsen, hvor det for nogle udarter til både trusler, vold, overgreb, mobning og chikane.

Også forsvaret udsendte i 2023 en 16 sider lang rapport om kønskrænkende adfærd, der især er udbredt i hæren, hvor 43,8 procent af kvinderne og 9,6 procent af mændene har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed og chikane indenfor det seneste år.

Sexistiske kommentarer, vilde julefrokoster og blød porno på vægkalenderen var naturlige dele af en kultur på det danske arbejdsmarked for blot få årtier siden. “Det var en anden tid,” siger man nu. For det er ikke længere noget, folk bare finder sig i. Den slags skal ingen finde sig i og udsættes for i dag.

Midt i al den forældede sexisme er det inspirerende og forfriskende at kunne konstatere, at det nytter. At vi kan ændre på status quo, hvis vi gør det sammen. #MeToo virkede!  Krænkende adfærd holder ikke og accepteres ikke længere. Punktum.

Det kan ses i sagen om Jon Stephensen, der sendte en upassende besked til en kvindelig ungdomspolitiker og blev sendt på orlov af Lars Løkke Rasmussen, og nu definitivt er ude af Moderaterne som løsgænger i Folketinget.

Og så valgte Lizette Riisgaard, der ifølge en advokatundersøgelse havde udvist upassende adfærd, overfor yngre mænd, at trække sig som formand for FH.

Det afslører en anden ny rapport fra Foreningen Lige Adgang. Uanset at der stilles spørgsmål ved repræsentativiteten for respondenterne i rapporterne, er der næppe tvivl om, at vi i Danmark skal tage os sammen og gøre op med den racisme og diskrimination, som så mange oplever i deres hverdag. Det er uacceptabelt og det er en ødelæggende tendens for den enkelte, såvel som for sammenhængskraften i samfundet.

Og vi kan da smide Expats Insider oveni bunken af dokumentation af, at vi skal forbedre vores evne til inklusion.  En ny tiårs rapport fra Expat Insider bringer vidnesbyrd og data fra den primært akademisk uddannede udenlandske arbejdskraft og disse menneskers oplevelser fra 53 lande.

Rapporten kom for tiende gang her i 2023. Danmark kommer ind på en 51. plads ud af 53 lande, når det handler om ”Ease at settling in”, altså hvor gode vi danskere er til at inkludere og byde udenlandsk arbejdskraft velkommen, knytte sociale relationer og venskab med dem som kommer til os og arbejder fra andre lande. Det er noget, vi også skal kigge på, hvis vi ønsker udenlandsk højtuddannet.

Derudover oplever næsten halvdelen (46 procent) af LGBT+-personer, at der ikke gøres nok for LGBT+-inklusion og ligestilling på arbejdspladsen. Også et virkelig ærgerligt resultat set i lyset af hvordan eksempelvis Pride er blevet en folkefest, med rigtig mange organisationer repræsenteret.

Vi skal i det danske nok fokusere på at få vores commitment fra årlige parader ind i hverdagens 9-17 – mandag til fredagsparade.

400 medarbejdere hos den danske biosciencevirksomhed Chr. Hansen skrev i juni et oprørt brev til deres ledelse, da virksomheden valgte at fjerne regnbueflaget fra sociale medier og trække sponsorstøtten til Copenhagen Pride.

Det skete på grund af forargede kommentarer, trusler om boykot og trusler mod selskabets amerikanske ansatte, lød det fra ledelsen. Mange var ikke så imponerede. Herunder ses førnævnte “Ærlige Svends” kommentar på Instagram:

Ubehageligt uden tvivl. Det er stærke kræfter, der hærger på den bagstræberiske anti-woke bølge i USA.

Men på den store verdensscene er vores rolle som danskere blandt andet at stå imod den bølge, der hærger i bl.a. USA. Ligestilling, diversitet og inklusion kommer aldrig af sig selv eller uden kampe. Så kom igen Chr. Hansen. I stod så stærkt både i Danmark og i verden på diversitetsagendaen. Find en ny vej. Og vis at det kan lade sig gøre trods modstand. Der er brug for jer.

En god nyhed, i året der gik, var at Letlands parlament i november vedtog en lov, der giver to personer af samme køn ret til at indgå registreret partnerskab. Partnerskabet giver dog ikke ret til at adoptere og tolerancen overfor homoseksuelle er bestemt ikke vokset. Hver fjerde lette (23 procent) fordømmer homoseksualitet.

Årets World pride foregik i Australien og man kunne i den anledning se Operahuset i Sydney i regnbuefarver.

Kunstig intelligens burde have en hel artikel for sig. AI vil næste år blive vores allesammen nye uundværlige kollega.

Men også en kollega, der er født biased, altså en kollega fuld af fordomme og forudindtagethed.

Risikoen, der er allestedsnærværende lige nu, er, at vi forstærker og reproducerer de kønnede, og generelt stereotypiserende uligheder og uhensigtsmæssigheder, der er i samfundet.

Igennem det der nu engang ligger på nettets uendelige lagre af tekst, viden, fotos og sludder og vrøvl. Her vil jeg blot opfordre til, at vi er meget vågne og på tæerne i det nye år. Og at vi finder måder at arbejde med AI i den gode sags tjeneste.

Det formåede det franske landshold, se videoen her, eventuelt sammen med din husstands fodboldinteresserede mennesker:

2023 bød på en filmhistorisk sejr.

Barbiefilmen slog alle rekorder i året der gik og kan ventes på sejrsskamlen til Oscar uddelingen i Hollywood. Filminstruktøren Greta Gerwigs verdenssucces om Barbie-universet leverede: Årets største åbningsweekend, den mest succesrige film instrueret af en kvinde i filmhistorien, nr. 15 på listen over mest indbringende film nogensinde og Warner Bros’ mest succesfulde film nogensinde.

Filmen tager livtag med det latterlige i enhver form for undertrykkelse, ensretning og ringeagt og tænder et håb om en universel vilje til lighed for alle.

Den tager temaer som den maskuline skrøbelighed/‘male fragility’, kvindelige frustrationer under behandling – og uanset om de pink fans vidste det, da de indløste billetter til biografen, er det første gang i verdenshistorien, at et indlæg i den feministiske debat har indtjent svimlende 6,7 milliarder kroner.

Midt i et hav af eksempler på overgreb, diskrimination og nedgørelse af kvinder på grund af deres køn, bliver der altså rundt omkring på kloden tændt lys i mørket.

I Malawi har den kvindelig stammeleder, Theresa Kachindamoto, på tre år opløst 850 ægteskaber med barnebrude. 47 procent af Malawis kvindelige befolkning bliver i dag gift, inden de fylder 18. Som regel fordi familien er fattig. Theresa Kachindamoto arbejder desuden for at få piger til at tage en uddannelse. ”Når piger er uddannede, er alt muligt” har hun blandt andet sagt.

Den ukrainske stormester i skak Anna Muzychuk vinkede sidst på året farvel til sine titler og en større pengepulje, idet hun nægter at forsvare sine titler i Saudi-Arabien, der opstiller særlige regler for kvindelige sportsudøvere:

“Jeg nægter at iklæde mig abaya (en fodlang løstsiddende kjole), følges med en mand, når jeg bevæger mig udenfor hotellet og føle mig som en anden-klasses person,” har hun blandt andet udtalt om sin beslutning, som skabte opmærksomhed på kvinders vilkår over hele verden. Respekt for Anna Muzychuk.

Også i New Zealand har et stærkt kvindeligt lederskab sat sine positive spor i 2023. Ligestillingen har haft gode betingelser i landet med verdens yngste statsleder, Jacinda Arden, som var 37, da hun blev valgt i 2017.

Kabinettet, består således nu af lige mange kvinder og mænd. Ti af hver. Seks af medlemmerne nedstammer fra landets oprindelige befolkning, maorierne.

I forbindelse med sin selvvalgte nylige afsked sagde Jacinda Arden blandt andet “Jeg håber, at jeg efterlader newzealænderne med en tro på, at man kan være venlig men stærk, empatisk men beslutsom, optimistisk, men fokuseret. Og at man kan være sin egen slags leder – en, der ved, hvornår det er tid at gå af…”.

I Island forlod den islandske statsminister, Katrin Jakobsdóttir også sit embede, om end kun for en dag. Det gjorde hun i sympati med landets kvinder og non-binære, der nedlagde arbejdet og strejkede i oktober for ligestilling.

Kvinderne strejkede ikke bare fra arbejde, men også fra arbejdet i hjemmet.

Mange undrede sig, da Island ifølge talrige undersøgelser er et af de mest ligestillede lande i verden. Men det går for langsomt fremad, mente demonstranterne, altså anført af statsminister, Katrin Jakobsdóttir.

Måske skulle Mette Frederiksen og Katrin Jakobsdottier bytte jobs en måneds tid. For man savner virkelig, at ligestilling bliver taget alvorligt fra den øverste ledelse af vores Danmark.

Men som dengang kostede de handlinger Sinead O’Connor chikane, had og bandlysning af hendes musik og optrædener. Hun gik forrest i kamp for ligestilling, abortrettigheder, LGBT+ rettigheder og imod racisme.

Hun var ærlig omkring sine egne mentale udfordringer, brød med stereotyper og var med til at skabe en mere rummelig verden for alle.

Herhjemme måtte vi tage afsked Lotte Holck som var phd, postdoc og lektor på Institut for Organisation på CBS samt associate professor i udlandet – en fantastisk underviser.

Hendes primære interesser og utrættelige indsats som forsker og underviser kredsede omkring diversitet og inklusion på arbejdspladsen, og hun blev vidt og bredt anerkendt med rapporten “Supermangfoldighed styrker forretningen” – hendes forskning hos ISS er noget af den bedste diversitetsforskning, der findes.

Lotte Holck gik bort 18. april efter et længere forløb med æggestokkræft. Hun brugte nogle af sine sidste kræfter på at kæmpe for ligestilling på kræftområdet og protestere imod, at kun de allerrigeste, der selv kan betale for behandling i udlandet, i dag kan få den medicin, hun også selv blev nægtet.

Ligeledes mistede vi Liva Echwald-Tijsen. Hun var stifter af Female Founders of the Future, kæmpede for at begrænse de kønsmæssige uligheder i techbranchen og for at få flere kvinder til at springe ud som iværksættere. Og for at ændre de urimelige skævheder ift. kvindelige iværksætteres mulighed for at skaffe funding.

I 2021 var hun nomineret til prisen ‘Diversity Leader of the year’ for sit arbejde med Found Diverse (tidligere Female Founders of the Future). Og i 2023 uddelte Nordic Women in Tech en pris i Lisa Echvalds navn og til hendes ære.

I januar 2023 tog Danmark afsked med Ritt Bjerregaard, som igennem generationer var både isbryder og frontløber for kvindesagen og for kvinders plads i politik og i samfundet.

Hun var oprindelig læreruddannet, begyndte sin politiske karriere i Odense Byråd, og da hun i 1973, som 31-årig, blev udnævnt til undervisningsminister, blev hun samtidig den yngste minister nogensinde. Siden var hun den første kvindelige EU-kommissær, overborgmester i København, socialminister, fødevareminister plus forfatter, og mange havde uden tvivl håbet, at hun også ville blive Danmarks første kvindelige statsminister.

Hun fungerede til det sidste som mentor og rådgiver for en lang række stærke kvinder, som bærer hendes værdier og passion for ligestillingen videre i deres eget virke. Læs også Nanna Kalinka Bjerkes gribende nekrolog her.

Sidst men ikke mindst tog vi afsked på årets første dag i 2023 med et sandt ikon: 105-årige Lise Nørgaard, der siden 1930’erne gjorde en konstant, vedholdende og helt uvurderlig stor indsats for kvinder og ligestilling i Danmark.

Lise Nørgaard, brugte en betydelig del af sit liv på at skabe bedre forhold og rettigheder for kvinder. Hun var i sin tid medlem af Danske Kvinders Nationalråd og Dansk Kvindesamfund. Som ganske ung brød hun selv med tidens patriarkalske traditioner ved at uddanne sig til journalist, tage sig et arbejde – og senere blive skilt fra sin mand.

Gennem sit virke som journalist på Politiken og i magasinet Hjemmet, opfordrede hun via sine artikler kvinder til at få sig en uddannelse, tage kørekort, komme ud på arbejdsmarkedet og tjene deres egne penge, så de kunne få samme friheder som mænd.

Matador, der af mange ses som Lise Nørgaards allerstørste bedrift, er også gennemsyret af hendes opfattelser af kvinderollen i 20’erne til 40’erne. Hvor karaktererne Elisabeth Friis går til kvindesagsmøder, og Agnes arbejder sig op og ender med at tjene langt flere penge end sin mand.

“Jeg har nok set den spirende kvindesag eller de spirende kræfter i kvinderne (i Matador, red.) – selv i Maude. Kvinderne forandrer sig, hvor mændene faktisk bliver uforanderlige i den periode, sagde hun engang.

Og lad os slutte med et Lise Nørgaard-citat der indrammer alle fem kvinders indsats for at skabe et bedre og mere ligestillet samfund.

“Hvis vi tror, at den måde vi lever på, er god nok, så er den helt gal. Man skal kunne tvivle, så man kan se, at det kan gøres anderledes” – Lise Nørgaard; Maj 2017, Journalisten.

Taylor Swift har 250 millioner følgere på Instagram, hvilket svarer til en fjerdedel af alle Instagram-brugere. Hun er den mest streamede på Spotify. Hun er i gang med genindspilningen af sine første seks albums, fordi hendes pladeselskab, Big Machine Records, mod hendes vilje solgte masterrettighederne til den amerikanske forretningsmand Scooter Braun.

Taylor Swift er en god rollemodel for at claime sine rettigheder. Både helt konkret indenfor sit felt som udgivende kunstner og som kvinde, chef i eget liv plus som rollemodel og inspirator for millioner. Når Swift opfordrer unge til at stemme, gør det en forskel.

Taylor Swift er også Big Business, som samtidig stiller op og står for et grunddemokratisk og humanistisk verdenssyn med en lang række konsekvente udsagn imod racisme og Trump, og for borgerrettigheder, ligestilling, fri abort og konsekvent støtte til LGBT++ miljøet.

Som erklæret feminist har det vægt, når Swift siger noget og hun er kendt for at bruge sin platform kønspolitisk.  “Jeg mener, at ligestilling er en menneskerettighed. Vi bør alle have de samme muligheder. Det skulle ikke være en kamp, men det er det” , har hun blandt andet udtalt.

Gennem mere end 15 år har hun markeret sig som en kunstner, der sætter sig selv på spil og nailer sin samtid. Hun er en fornyer og toneangiver på flere niveauer, og ”The Eras Tour” er en tre timer og 15 minutters kraftpræstation med 44 numre, flere end 150 koncerter på 5 kontinenter og den mest indbringende turne i verdenshistorien.

Kampen for ligestilling er menneskehedens kamp. Den er en sørgende italiensk fars kamp. Den er de afghanske pigers kamp, når de trodser Taliban og går i skole i smug. Den er de iranske kvinders kamp, når de smider tørklædet og klipper håret af for rullende kameraer. Den er sågar blevet mannequin-dukken Barbies kamp.

2023 blev året, hvor flere kunne se sig selv på barrikaderne i ligestillingens navn.

Og det er der brug for, for der er stadig ufattelig megen undertrykkelse at kæmpe imod; indgroet chauvinisme og despoter som den almægtige Mattel-CEO i Barbiefilmen, der tror, at verden kan regeres med tvang og vold. “No one rests until this doll is back in the box,” som han siger.

På vegne af alle, der ønsker det bedste for verden, er det på sin plads med en omskrivning og et håb for 2024:

” No one rests until all girls and women are out of the oppression and narrowminded box of gender bias – forever”.

Godt nytår!

Artiklen blev først publiceret på POV.International d. 30. dec 2023