9. januar 2023
Marianne Egelund Siig, CEO, Mannaz
I denne artikel ser jeg tilbage på 2022 med ligestillingsbrillen på. Sidste år var en orkan, der raserede pigers og kvinders rettigheder verden over, smadrede demokratier og sendte millioner af mennesker ind i et mørke, vi ikke kan se igennem. Som et modsvar rejste sig dog en modstand og styrket vilje til at kæmpe og til at støtte hinanden.
2022 var knap nok begyndt, før Putin invaderede Ukraine den 24. februar, og krigen i Ukraine var et mareridt, hele verden, inklusiv Danmark, skulle vågne op og se i øjnene.
Ukrainere gik fra at være helt almindelige borgere i et velfungerende demokrati til at være på flugt, sove i metroen, kæmpe i skyttegrave og miste alt, hvad de havde og for mange også deres nærmeste.
Hver eneste uge har der året igennem været billeder og historier, der har brændt sig fast: den fødende kvinde på en båre igennem et sønderbombet hospitalsområde, kampene fra stålvalseværket i Mariupol, livet under jorden i metroerne, den ældre mand, der lå død på gaden skudt på sin cykel eller den lille dreng, der står og kigger på sin mors grav i haven.
Ukrainernes stærke vilje til ikke at give op, til at kæmpe for de værdier, de tror på, er forbilledlig og giver os alle noget at leve op til.
Der er krig i Europa. Modige mennesker med store hjerter har kæmpet hver eneste dag siden den 24. februar for os alle.
Ukrainernes stærke vilje til ikke at give op, til at kæmpe for de værdier, de tror på, er forbilledlig og giver os alle noget at leve op til – nemlig en forpligtelse til at tage vores værdier alvorligt og aldrig tage for givet, at verden automatisk bevæger sig i en bedre retning.
Det var også en af pointerne ved overrækkelsen af Nobels fredspris i december måned. Oleksandra Matviichuk, modtog på vegne af det ukrainske Center for Civil Liberties, Nobels fredspris og stillede i sin takketale spørgsmålet: ”How we make human rights meaningful again?”
En del af svaret ligger, ifølge hende, i ikke at tage vores menneskerettigheder for givet eller at vende blikket væk, når nationer begår overgreb på befolkninger, kvinder eller minoriteter. Hendes afsluttende bemærkning i talen var: ”You don’t have to be Ukrainians to support Ukraine. It is enough just to be humans.”
På samme måde må vi sige: Du behøver ikke at være iraner eller afghaner for at støtte de kampe og den modstand, der foregår lige nu for at forsvare basale menneskerettigheder i Iran og Afghanistan. For at forsvare kvinders ret til et trygt og værdigt liv.
Du skal bare være et menneske.
Året 2022 har i udpræget grad vist os, hvor vigtige – og hvor skrøbelige – rettigheder kan være. Med vestens kollaps i Afghanistan efter 20 års krig og det talibanske styres overtagelse af landet har 20 millioner afghanske piger og kvinder nu fået frataget en række basale menneskerettigheder.
Piger må ikke gå i skole længere end til 5. klasse, og kvinder må ikke studere. Kvinder må kun vise sig fuldt tildækket uden for deres hjem og er forment adgang til træningscentre, parker og svømmehaller i hovedstaden Kabul. Og de må ikke længere arbejde for NGO’er. Taliban udøver nu også offentlige afstraffelser, hvor både kvinder og mænd får tildelt piskeslag. I december 2022 gennemførte styret den første offentlige henrettelse, siden de overtog magten i landet.
Den internationale Sportswashing af Qatar må kunne bruges til noget, for Qatar spiller en rolle og kan gøre en forskel for at stoppe det mørke vanvid, der i øjeblikket udraderer alt håb for kvinder i Afghanistan.
Afghanistan er eksemplet på, at alt det, der ikke måtte ske, er sket. En kvinde udtrykker tiden efter, Taliban kom til magten sådan her: ”De har begravet vores drømme.” Journalist og forfatter Simi Jan dækkede som en af meget få journalister Talibans overtagelse direkte fra Kabul og har netop udgivet bogen “Kære Kabul”.
På hendes facebookside lyder det fra en ung kvinde i Afghanistan: “Jeg tror, det ville være nemmere for Taliban bare at dræbe alle os kvinder. Men det vil de ikke, for vi skal bruges som fødemaskiner til deres børn.”
De seneste tilbageslag for de afghanske kvinders rettigheder blev annonceret tirsdagen efter, de fleste af os søndag havde nydt en nervepirrende episk VM-finale i fodbold mellem Argentina og Frankrig. Der er tætte bånd mellem Qatar og Taliban, som også har tjent millioner på det netop afsluttede VM. Et VM, som har styrket båndet mellem Qatar og Taliban, og nu hvor verdens ledere under FIFA´s ledelse også har knyttet bånd med styret i Qatar, så må vi kræve, at de bruger det til noget.
Én ting er, at man ikke ville ”ødelægge den gode VM-stemning” med et regnbuefarvet hjerte på armen, respektfuld højtideligholdelse for de 7.000 døde migrantarbejdere, eller snak om kvinders rettigheder. Men nu må den internationale Sportswashing af Qatar kunne bruges til noget, for Qatar spiller en rolle og kan gøre en forskel for at stoppe det mørke vanvid, der i øjeblikket udraderer alt håb for kvinder i Afghanistan.
I Iran blev drabet på den 22-årige kvinde, Masha Amini et vendepunkt for den iranske befolkning. Hun blev dræbt under en anholdelse, der blev foretaget, fordi hendes hår ifølge ”Moralpolitiet” ikke var korrekt tildækket.
Det forfærdelige drab medførte, at tusinde af iranere gik på gaden i desperation og vrede over drabet og den strukturelle undertrykkelse, som foregår hver eneste dag.
Vi har set de iranske kvinder i protest mod regimet klippe deres hår af og brænde deres hijab. Protesterne har ikke været uden konsekvenser, 450 demonstranter har mistet livet. 18.000 iranere er arresteret, den 23-årige unge mand Mohsen Shekari blev som den første offentligt henrettet ved hængning. 11 mere er dømt til døden. 28 venter på deres dom.
Med ovenstående i tankerne tror jeg, de fleste af os fik en klump i halsen, da vi oplevede Irans fodboldlandsholds respektfulde protest ved ikke at synge med på Irans nationalsang ved kampstart under VM.
Konsekvenserne for spillerne kender vi endnu ikke fuldt ud. Den 26-årige fodboldspiller Amir Nasr-Azadani, der ikke var udtaget til VM, valgte offentligt at støtte protesterne. Han er nu fængslet og risikerer dødsstraf. Juleaftensdag markerede demonstranter i Iran, at det var dag 100 for protester mod præstestyret. Det er med livet som indsats, at de fortsat demonstrerer i gaderne hver eneste dag under parolen #Woman-Life-Freedom.
Under Irans VM-kampe hjalp Qatar Irans styre med at fjerne tilskuere fra stadions, som ytrede sig negativt om den iranske regering. VM er slut. En ny kamp må nu stå forrest. Kampen for piger og kvinders rettigheder i Mellemøsten. Den kamp går blandt andet igennem Qatar, der har ambitioner om at være den samlende og fredsmæglende leder i regionen.
I USA blev kvinders rettigheder også trådt under fode i 2022, da USA’s højesteret den 24. juni afsagde dom i sagen ‘Dobbs v. Jackson Women’s Health Organization‘ og med afgørelsen omstødte den såkaldte ‘Roe v. Wade‘-afgørelse fra 1973.
Måske vil det store flertal af kvinders vrede og fortvivlelse over at se deres rettigheder blive fjernet også få en afgørende betydning for det amerikanske præsidentvalg i 2024.
Med den nye dom er det fremover op til den enkelte stat at afgøre kvinders rettighed til abort, fordi der ikke eksisterer en central/føderal lovgivning på området.
Højesterets beslutning medfører, at de enkelte stater nu har mulighed for at fastsætte en lovgivning, som ulovliggør abort.
Godt et halvt år efter underkendelsen af denne basale ret for kvinder er abort nu ulovligt i flere amerikanske stater, og kvinder har dermed mistet retten til at bestemme over egen krop i store dele af USA – også selvom der er opstået et undergrundsnetværk af hjælpeorganisationer og personer, der tilbyder assistance fx med transport til stater, hvor indgrebet er lovligt eller ved at fremsende abortpiller til kvinderne med posten.
Protesterne mod den nye lovgivning om abort var en betydelig medvirkende faktor til demokraternes knebne sejr i senatet over republikanerne. Og måske vil det store flertal af kvinders vrede og fortvivlelse over at se deres rettigheder blive fjernet også få en afgørende betydning for det amerikanske præsidentvalg i 2024.
Oven i de globale tilbageslag virker det ekstra forstemmende, at Danmarks nye regering også skuffer, når det gælder ligestilling, allerede inden den er kommet i gang. Vi har alle muligheder for at være et foregangsland, men sakker, som de fleste ved, bagud i forhold til de lande, vi sammenligner os med.
En ting er, at ligestilling stort set ingen plads havde i valgkampen – det er vi næsten, og desværre, vant til. Men derudover blev der i den nye regering kun plads til at besætte otte ud af 23 ministerposter med kvinder.
På trods af den nye historiske kønsbalance i Folketinget, helt konkret er 79 af de nye folketingsmedlemmer kvinder, hvilket er det højeste antal nogensinde og svarer til en repræsentation på 44 %.
Og så er der fordelingen af ministrenes ansvarsområder. Mændene har som så ofte før mestendels de tunge såkaldte ”mahogni ministerier” Justits-, Udenrigs- og Finansministeriet, med størst magt og indflydelse. Ligestillingsministeriet er som sædvanligt lagt sammen med et andet ministerium, denne gang under Digitaliseringsministeriet. Derudover er punkterne i regeringsgrundlaget vedrørende ligestilling vigtige, men alt for få.
Vi skal væk fra, at det er en gratis omgang at erklære sig det ene eller det andet: skrive under på en hensigtserklæring for herefter at gøre intet eller sågar det modsatte af hensigten.
Mette Frederiksen erklærede ellers på Kvindernes Kampdag i 2022: “Jeg er ikke bange for at sige, at jeg er feminist.” Jeg er ikke bange for at sige, at det ikke hjælper noget bare at sige det. Et statement uden handling bag ordene efterlader en med samme indtryk, som når du sidder foran et menneske, der erklærer sig vegetar, men spiser kød hver dag. Det giver mildt sagt ingen mening.
Vi skal væk fra, at det er en gratis omgang at erklære sig det ene eller det andet: skrive under på en hensigtserklæring for herefter at gøre intet eller sågar det modsatte af hensigten.
Ingen forventer perfektion, og hensigtserklæringer er som udgangspunkt gode, så længe der er en oprigtig vilje bag ordene. Men har man magten, har man samtidig forpligtelsen til at gøre sig umage for at efterleve sine ord.
Jeg håber virkelig, den nye regering og den nye ligestillingsminister vil overraske positivt. Det er ikke godt nok, at Mette Frederiksen selv erklærer, at kønsfordelingen ikke er “god nok”.
I min bog Gid vi gad – om viljen og vejen til ligestilling, diversitet og inklusion, som udkom 8. marts i 2022, skriver jeg:
”I alle kroge af samfundets organisationer og i alle ministerier er der strukturer, rammer og indsatser, der bør analyseres med ligestillingsbriller på, med henblik på handling. Vis mig dit ministerium, og jeg skal vise dig, hvilke ligestillingsudfordringer du bør indarbejde løsninger på, kunne jeg fristes til at sige. Og samtidig håbe på, at ligestillingsministeriet reelt ville bruge sit mandat til at øve indflydelse på de øvrige ministerier”.
På Christiansborg burde al lovgivning tjekkes for kønsperspektivet. Lovgivning og finanslovsforslag kan være med til at skævvride ligestillingen, hvis man ikke vurderer effekterne fra et kønnet perspektiv.
Egentlig er det lovpligtigt, at alle nye love skal ligestillingsvurderes – det vil sige undersøges for, hvorvidt loven kan have negative konsekvenser for et køn – men som ligestillings-tænketanken Equalis fremhævede i 2022, blev blot 20 lovforslag, svarende til 11 procent af det samlede antal, ligestillingsvurderet i 2020/2021. Resten blev ‘relevanstestet’.
Det kan særligt undre, at ingen punkter under Finansloven er blevet ligestillingsvurderet ifølge ministeriets oversigt.
Når man gennemgår listen, giver det mening, at ikke alt skal ligestillingsvurderes. Men det kan særligt undre, at ingen punkter under Finansloven er blevet ligestillingsvurderet ifølge ministeriets oversigt.
Og én ting er ny lovgivning – lige så vigtigt er det at undersøge, hvordan det står til med allerede vedtagne rammer, strukturer, lovgivning og fordeling af midler, igen med ligestillingsbrillerne på.
Internationalt bruger man begrebet og metoden ”Gender Mainstreaming”.
Og her kan man klart konstatere, at der er kønnede perspektiver i al regeringens kommende reformarbejde – fra medieforlig til forsvarsbevillinger og i arbejdet med at få vores omsorgssektor til at blomstre i stedet for at bryde sammen.
Det gælder bestemt også i den nye ligestillingsministers andet ministerområde digitalisering, hvor data bias, gaps og kønnede perspektiver spiller en rolle, og risikoen for at reproducere og forstærke de kønnede ubalancer, vi lever i, er aktuel og kritisk.
Som i den nye regering er kvinder også stadig underrepræsenterede i ledergrupper og bestyrelser i de danske virksomheder. Det til trods for, at Danmark tilbage i 2014 lå pænt placeret som nummer fem på World Economic Forums evaluering af alle verdens landes kønsligestilling.
Dykkede man lidt længere ned i tallene, var det dog knap så flot et resultat, for når det gjaldt magtfordelingen på ledelsesniveauerne, var Danmark nede på en 72. plads. Paradokset blev i november 2014 beskrevet i The Economist som The Nordic Mystery.
Danmark er på otte år faldet fra femtepladsen til en 32. plads totalt, mens resten af Norden stadig ligger i top fem. Hvad angår kvinders deltagelse på ledende niveauer, så er vi faldet til nr. 95 ud af 156 lande i 2022.
Siden har det udviklet sig til et endnu større særligt dansk mysterium, da Danmark på otte år er faldet fra femtepladsen til en 32. plads totalt, mens resten af Norden stadig ligger i top fem. Hvad angår kvinders deltagelse på ledende niveauer, så er vi faldet til nr. 95 ud af 156 lande, i 2022.
Men nu ser det ud til, at EU igen kommer os til undsætning og har skabt endnu en milepæl for ligestilling. På trods af Danmarks mangeårige modstand er det lykkedes EU-landenes regeringer at nå til enighed om nye regler for repræsentationen af kvinder i bestyrelser.
Direktivet blev vedtaget af EU i november. Det nye direktiv fremsætter, hvordan minimum 40 % af bestyrelsesposter, inden 2026, skal besættes af det underrepræsenterede køn.
Og allerede fra den 1. januar 2023 trådte en ny dansk lov i kraft om skærpede krav, omhandlende måltal og politikker for det underrepræsenterede køn på ledelsesniveauer.
Loven omfatter store danske virksomheder, statslige aktieselskaber og børsnoterede virksomheder. Konsekvenserne af den nye lov medfører bl.a., at de nævnte typer af virksomheder nu skal opstille måltal for det underrepræsenterede køn i ledelsesregi.
Danske organisationer får nu hjælp af en ny dansk ledelsesstandard, som blevet lanceret i 2022 – DS5001 Standarden for ligestilling og diversitet.
Vi har været en meget bredt sammensat gruppe af erhvervslivets interessegrupper, fagforbund, virksomheder og NGO’er, der har arbejdet med standarden i flere år – ikke mindst Dansk Standard og de to initiativtagere Lynn Roseberry og Annelise Ryberg.
I standarden er der strukturer og vejledninger baseret på Best Practice, som kan bidrage til, at organisationer bliver mere proaktive i udviklingen mod øget ligestilling og diversitet. Der er beskrevet 8 indsatsområder, der kan fremme en mere inkluderende organisationskultur – samt muligheden for dokumentation, opfølgning og certificering.
Alt det ovenstående kan forhåbentlig være med til at skubbe på udviklingen strukturelt.
I forbindelse med 8. marts 2022 var der en lang række konferencer omkring flere kvinder i ledelse og bestyrelser, hvilket er godt at opleve. Bare vi ikke forveksler antallet af konferencer og hensigtserklæringer i erhvervslivet med konkrete resultater.
Der er heldigvis ingen tvivl om, at der er fornyet opbakning i Danmark til at skabe bedre kønsbalancer. I forbindelse med 8. marts 2022 var der en lang række konferencer omkring flere kvinder i ledelse og bestyrelser, hvilket er godt at opleve. Men vi skal bare ikke forveksle antallet af konferencer og hensigtserklæringer i erhvervslivet med konkrete resultater.
Direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, var fx vært ved et af 2022´s 8. marts-arrangementer og hoppede glad i et par stilethæle sammen med blandt andre Bjarne Corydon for at markere Kvindernes Kampdag og advokere for flere kvinder i bestyrelser i en kampagne, som virksomheden Roccamore stod for under sloganet #RespectHighHeels.
Velvilligheden så dog ikke umiddelbart ud til at udmønte sig i ændringer i egen ledelse og bestyrelse, hvor det skortede på kvinder for alle de mandlige deltagere – eller ændringer i fx de artefakter, de omgiver sig med.
Helt ærligt, han kunne jo fikse det nu, hvis han virkelig mente det. Der er masser af danske erhvervskvinder, der fortjener en plads i galleriet. Men de er gennem tiden blevet udvisket.
I ”Gid vi gad” beskrev jeg spørgsmålet om kunst og køn således: ”Når Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, taler varmt om bedre kønsbalancer, så burde han lade det afspejle i Dansk Erhvervs lokaler omkring festsalen. Her hænger flere malerier med måske 50 prominente erhvervsmænd afbildet. På et enkelt af disse er der en enlig kvinde med et barn på skødet. De eneste andre kvinder, der er portrætteret – på et maleri for sig – er nøgne og sidder på stranden med deres børn.
Prøv at lave “omvendt-scenariet”; hvordan ville vi reagere, hvis der på væggene i ’de hellige erhvervshaller’ alene hang prominente erhvervskvinder afbildet i fint tøj og i fine omgivelser? Og så et enkelt billede af en samling nøgne mænd på en strand.”
Vi skal simpelthen skærpe vores blik for køn: Brian Mikkelsen fremhævede selv billedet med de mange mænd i et LinkedIn-opslag og skrev, at han håbede, der kom flere kvinder i fremtiden.
Men helt ærligt, han kunne jo fikse det nu, hvis han virkelig mente det. Der er masser af danske erhvervskvinder, der fortjener en plads i galleriet. Men de er gennem tiden blevet udvisket.
Og mens vi er i gang, kunne Dansk Erhverv passende tilføje et maleri for at markere fejringen af 50-året for gæstearbejdernes ankomst til Danmark – mennesker som i dén grad har været med til at skabe vores velfærdssamfund.
En udfordring til det nye år: Læg mærke til, hvad der hænger på væggene på din arbejdsplads.
Jeg vil gerne give os alle en udfordring til det nye år: Læg mærke til, hvad der hænger på væggene på din arbejdsplads. Og hvor du ellers kommer omkring. Hvem er portrætteret? Mangler der nogen, og kan du gøre de rette beslutningstagere opmærksomme på det? Repræsentation og synlighed betyder noget.
Jeg er sikker på, at både Helle Thorning og Mette Frederiksen som rollemodeller har spillet en afgørende rolle i, at flere kvinder vælger at gå ind i politik, og at vi i 2022 opnåede det rekordhøje antal kvinder i Folketinget.
Jeg tror også, at vi skal takke TV-Serien Borgen med statsminister Birgitte Nyborg for udviklingen.
Vi har fortsat brug for flere kvindelige rollemodeller for at udjævne stereotypiseringerne knyttet til køn. Vi skal vænne os til, at kvinder kan være statsoverhoveder, og at de gerne må leve deres liv samtidig.
New Zealand har blot 5,12 millioner indbyggere, men trods landets lidenhed rækker Jacinda Ardern langt videre ud som inspirator og som en stærk rollemodel for statsledere og os andre.
En lækket dansevideo af den finske statsminister, Sanna Marin, resulterede i offentlig udskamning fra forskellige medier i Finland samt kritik fra den politiske opposition, som bl.a. opstillede krav om narkotest. Heldigvis kom der hurtigt en europæisk viral opbakning til Sanna Marin. Alt for damerne var med i front i en video, der er blevet set knap 4 millioner gange.
Et andet eksempel er fra november 2022. Her mødtes Sanna Marin og New Zealands statsminister, Jacinda Ardern, til en fælles pressekonference. De blev spurgt af en journalist om, hvorvidt årsagen til deres møde var baseret på, at de var jævnaldrende og havde fælles interesser. Ardern forklarede, at de selvfølgelig mødtes, fordi de begge var statsledere, og spurgte så journalisten, om denne ville have stillet det samme spørgsmål til to jævnaldrende mandlige statsministre.
New Zealand har blot 5,12 millioner indbyggere, men trods landets lidenhed rækker Jacinda Ardern langt videre ud som inspirator og som en stærk rollemodel for statsledere og os andre.
Hun leverede efter min mening også en af 2022´s bedste taler i forbindelse med den årlige ceremoni for dimittender fra Harvard University i maj 2022, hvor hun også modtog en ærestitel fra Harvard University.
Talen var både smuk, humoristisk og stærk. Den beskrev, hvordan vi skal gøre os umage med at passe på vores demokratier, hvordan vi bliver rigere af vores forskelligheder og fattigere af polariseringer, samt at uanset verdens tilstand og udfordringer kan synes overvældende, så skal vi huske at “what we do as individuals matters too”.
Repræsentation for voksne er vigtigt. Men vi kan simpelthen ikke overvurdere betydningen af, at alle børn kan se sig selv i deres helte og heltinder i eksempelvis litteraturens, kunstens, musikkens og filmens verden.
Et fint eksempel herpå kunne man finde, da traileren for Disneys nye film om den lille havfrue, der bliver udgivet i 2023, blev vist. Her bliver Havfruen Ariel spillet af den sorte skuespiller Halle Bailey. Nyheden om Bailey som den lille havfrue udløste en strøm af begejstrede reaktioner fra ikke-hvide børn på TikTok.
Flere af videoerne gik viralt, og man bliver virkelig rørt, når man ser, hvordan børnene med ivrig glædesfuld overraskelse reagerer med at sige: ”She looks like me.”
Det kan desværre ikke undre, at lige så glade børnene blev, lige så meget had har Halle Bailey og Disney fået under hashtagget #NotMyAriel.
Det kan synes grotesk, at mange oplever en film som ødelagt eller urealistisk, fordi en sort frem for en hvid kvinde spiller en kvinde med fiskehale som ben. Som journalist og komiker Trevor Noah mindede om, er det hele jo fiktion – og, som han siger: Nemo fra filmen ‘Find Nemo’ er i øvrigt sort!
LÆS 2. DEL AF MIT TILBAGEBLIK PÅ 2022
Ønsker din virksomhed et DEI-servicetjek? Og/eller at få viden, værktøjer og træning i at skabe en virksomhed med plads til alle? Så kan I deltage på et af Mannaz´ kurser inden for DEI eller få et skræddersyet forløb med nogle af vores erfarne konsulenter – læs mere her.
Artiklen blev først publiseret på POV International
