2. december 2023
Af Amalie Eide, for Berit Kristine Bøggild
Cirkulære forretningsmodeller åbner for partnerskaber på tværs af brancher, da partnerskaber i den grad kan være med til at reducere det globale CO2-aftryk. Og hvordan gør vi så det? Vi kan genanvende og genproducere restmateriale eller affald til materialer med tilsvarende høj værdi, men hvordan gør vi det smartest, og hvilken værdi har det for virksomheden?
Alle virksomheder kan sætte sit bæredygtige aftryk på hver sin måde, så det handler i første omgang om at blive skarp på, hvilket potentiale virksomheden har, og hvilke partnerskaber der giver mening i den kontekst. Det, som kan være affald for én virksomhed, kan være en uvurderlig og bæredygtig ressource for en anden virksomhed.
Start med at afsøge mulighederne. Måske du sidder inde med en guldgrube, der kan nemlig være god forretning i, at virksomheder udnytter andre virksomheders restmaterialer. I virksomheden Organic Basics måler de deres bæredygtighed via et ´Impact Index´ og founder og co-CEO i virksomheden, Christoffer Immanuels klare anbefaling til andre virksomheder er at finde nogle KPI’er, finde nogle måleenheder for, hvordan I kan måle, hvordan bæredygtighed udvikler sig i organisation: ”Ligesom med jeres profit eller jeres omsætning, skal I også kunne måle hvordan jeres bæredygtige tiltag udfolder sig,” siger Christoffer Immanuel.
Se videoen med Christoffer Immanuel og få et godt råd med på vejen.
Cirkulære forretningsmodeller kan også gøre brug af digitalisering, som stiller nye platforme til rådighed og muliggør deling af data og udbredelse af serviceløsninger. Når det kommer til bæredygtig produktion er der et hav af viden og erfaringer at hente hos hinanden med opensource-teknologier, som kan inspirere til nye, digitale partnerskaber.
At dele viden og knowhow med sine konkurrenter kan lyde nervepirrende, men hvis det i stedet anses som en ’give and take’; du får glæde af andres erfaringer, samtidig med du deler dine egne learnings, for det er svært at skabe forandring alene. Vidensdeling og samarbejde på tværs af brancher kan derfor være vejen frem, så vi lærer og inspireres af hinanden, hvilket jo i sidste ende gavner vores egen virksomhed.
Det er en spændende og ny måde at tænke forretning og bundlinje på som fremtidens ledere ikke kommer uden om, samtidig med at det fordrer nye dilemmaer, for hvor åben vil man være?
Det kan tage tid at inkorporere bæredygtighed i sin kernestrategi og etablere partnerskaber. I mellemtiden er der masser af good will at hente i virksomhedens dagligdag; for strømforbruget kan muligvis reduceres og det samme kan kantineordningens madspild. Gode initiativer drypper ned i organisationen og smitter af på medarbejderne. Eva Berneke, forperson for Regeringens Klimapartnerskab Service, Rådgivning og IT har den grønne omstilling tæt integreret i den daglige drift: ”Det handler om den daglige ledelse. Det handler om at spørge ind til det, vise det er vigtigt og sætte sit eget præg på det. Så lidt ligesom når når man spørger til medarbejdertilfredshed og kundetilfredshed, så spørger man faktisk også til den grønne omstilling.”
I videoen kan du høre Eva Berneke fortælle om sin prioritering af den grønne omstilling.
Desuden bidrager det til en stolthed som kan bruges til at rekruttere nye medarbejdere. For meget tyder på at vi i stigende grad stiller flere og flere krav til grøn omstilling, når vi vælger arbejdsplads: ”Man vil opleve, at ens medarbejdere, især de unge medarbejdere man skal rekruttere, vil spørge ind til virksomhedens ’purpose’, herunder hvor alvorligt man tager klimadagsordenen. Så hvis man vil stå stærkt i den fremtidige konkurrence, der skal man have set det store forretningspotentiale, der er i den grønne dagsorden”, siger Torben Möger Pedersen, forperson for Regeringens Klimapartnerskab Handel & CEO i PensionDanmark. Endnu en god grund til at tænke bæredygtige partnerskaber ind i strategien.
Hør i videoen hvad en moderne leder i dag skal indeholde, i følge Torben Möger Pedersen.
Charlotte Skovgaard, CEO i Merkur Andelskasse, mener at ledelsen har en vigtig opgave i at få defineret en forretningsmodel som er bæredygtig fra top til tå – og i det hele taget selv gå forrest: ” Vi som ledelse, vi som organisation, skal ’walk the talk’. Det vil sige, vi skal også selv være bæredygtige, og vi skal hele tiden flytte barren for, hvad der er bæredygtigt nok. Fordi det udvikler sig, og det er ikke statisk, så det gælder ikke kun biler og bygninger og papir, det gælder også den mad, vi spiser i vores organisation, det gælder det sociale ansvar, som vi har som virksomhed, og også hvordan vi motiverer vores medarbejdere og vores kunder til at være bæredygtige i bred forstand.
Charlotte Skovgaard siger det klart og tydeligt i vidoen: Som organisation skal vi walk the talk!