24. august 2010
Birgitte Lenstrup
Dine faglige evner, til fx at udregne formler, forringes med årene. Dine sociale kompetencer kan du derimod udvikle og styrke gennem hele livet. Gode sociale kompetencer skaber bedre resultater, uanset om du er leder eller medarbejder. Første skridt er bevidsthed om, hvad dine sociale styrker og udfordringer er.
Sociale kompetencer er rykket mærkbart op på listen over evner, man som leder og medarbejder bør besidde og mestre. Det oplever organisations- og proceskonsulent gennem 15 år, Natasha Swerdloff, i høj grad. ”For nogle år tilbage så vi, at den fagligt dygtigste person blev gjort til leder uden at virksomhederne skelede til, om vedkommende rent faktisk havde lederevner. Dårlige erfaringer med den fremgangsmåde har gjort mange virksomheder klogere. I dag ser man i langt højere grad på hele personen og på hendes eller hans evne til at håndtere konflikter og til at kommunikere.”
At de menneskelige ressourcer i dag vægter tungere ved udvælgelsen af medarbejdere og ledere er, ifølge Natasha Swerdloff, en god nyhed for de fleste af os. ”Vores evne til at udregne matematiske formler går nedad bakke fra vi fylder 23 år, men følelsesmæssigt har vi mulighed for at vokse os stærkere med årene, hvis vi er bevidste omkring vores sociale kompetencer. Så ved at fokusere på vores sociale kompetencer har vi muligheden for at skrue op for noget, som stiller os bedre på arbejdsmarkedet.”
“Hvis man formår at kombinere social intelligens med faglighed, opnår man bedre resultater, fordi det rationelle og analytiske bliver tilført noget intuitivt.”
Generelt mener Natasha Swerdloff, at vi bliver bedre til at bedømme andre mennesker med alderen, men også at vi får en større selvindsigt. ”Den indsigt i os selv og andre, vi får med alderen, hjælper os med at styre vores følelser, så vi nemmere kan handle hensigtsmæssigt og respektfuldt. Eksempelvis bliver vi bedre i stand til at håndtere, at en ansat for tredje dag i træk ikke leverer den ventede rapport. Med alderen føles det lettere at give en konstruktiv opsang, fordi vi har lært at tøjle vores irritation.” Selvom vi, som god vin, bliver bedre med årene, oplever en del mennesker alligevel, at de har et behov for at træne deres sociale kompetencer. Et område, som er Natasha Swerdloffs speciale. ”Det er oftest styrken af vores egne følelser, som gør os blinde for den mest logiske og hensigtsmæssige løsningsmodel. Som underviser træner jeg mennesker i at forstå, hvorfor følelserne opstår, og hvad man kan gøre i situationen, så man opnår nogle bedre resultater. De situationer, jeg bruger som cases, er deltagernes egne, så det er meget anvendeligt og realistisk.”
Deltagerne på Natasha Swerdloffs kurser er en blandet gruppe. ”Nogle har valgt kurset, fordi de synes, emnet er spændende. Andre har fået en pæn opfordring fra arbejdspladsen om at styrke de sociale evner. Nogle kan ikke udstå small talk og vil helst fordybe sig i deres fagområde, andre er helt åbne for forandring. Uanset udgangspunktet får alle noget med sig hjem, fordi de bliver mere bevidste om egne kompetencer og udfordringer og får værktøjer til at komme videre.” Et af de ting, man får med hjem som deltager, er analyseredskaber: ”Deltagerne lærer at analysere, hvad der forgår i dem selv og i andre. Første skridt er altid selvbevidsthed, og dernæst hvad man kan gøre ved det. Analysen tager også fat i fastlåste handlingsmønstre, så man kan slå autopiloten fra og gøre det, som rent faktisk er det smarteste i en situation og ikke det, man plejer.” At sociale kompetencer er noget føleri, som ikke kan måles på bundlinjen, er Natasha Swerdloff direkte uenig i. ”Stærkere sociale kompetencer forbedrer arbejdsklimaet og gør medarbejderne mere effektive og samarbejdsvillige, og dét har i hvert fald en effekt på bundlinjen. Det er dokumenteret gennem adskillige store undersøgelser.” Desuden mener hun, at medarbejdere med stærke sociale kompetencer er med til at styrke en virksomheds konkurrenceevne, fordi kunderne bliver mødt med indsigt og forståelse for deres behov.
Ifølge Natasha Swerdloff kommer man naturligvis ikke uden om, at faglighed også er vigtig. Stærke sociale kompetencer kan ikke stå alene: ”Hvis man formår at kombinere social intelligens med faglighed, opnår man bedre resultater, fordi det rationelle og analytiske bliver tilført noget intuitivt. ” En leder, der har gode sociale kompetencer, vil være bedre til at forstå sig selv og andre og fordele opgaverne derefter. Det maksimerer de menneskelige og faglige kompetencer på samme tid, og det gør medarbejderne gladere. Der er mange positive bivirkninger ved at styrke de sociale kompetencer, og det har danske virksomheder har fået øjnene op for. ”
Har du kommentarer til forfatterne eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.