12. august 2024
Lisbeth Storm, certificeret ID Psykoterapeut MPF, ID Master Coach og underviser hos Mannaz
Først udgivet d. 22. januar 2024
Mange går fra møde til møde hele dagen og møder først sig selv, når de skal sove. Så rammer virkeligheden; dårlig samvittighed og alt det, man ikke fik gjort, holder en vågen. Andre falder bare omkuld af udmattelse og kører videre i hamsterhjulet dagen efter. Det, vi ønsker at prioritere, ryger til side til fordel for at være en ydre succes, leve op til sine perfektionistiske sider eller please andre. Vi bliver en mindre udgave af os selv; kommer oftere i konflikter, trækker os, bliver for stille eller frembrusende, overansvarlige, får ikke sagt fra og oplever at skulle gøre alt selv. Det bliver svært at stå ved sig selv.
I min optik kræver løsningen på disse udfordringer et solidt og jordnært forhold til sin kerne. At man kigger sig selv efter i sømmene, konfronterer sig selv med spørgsmål såsom ”Bruger jeg min energi på det rigtige?”, ”Lever jeg efter mine værdier?” og ”Hvad står jeg for?”. Det kræver et møde med sig selv.
At være i kontakt med sin kerne opleves som et indre holdepunkt, der bruges til at træffe bæredygtige beslutninger og prioritere det rigtige. Man bevarer overblikket, kan sige til og fra, står frem og får budskabet igennem. Alle har et kæmpe repertoire af kreativitet i sig, som kan udnyttes. Man bliver skarpere, tør sige sin mening, giver konstruktiv feedback og bliver til inspiration for andre. Koncentrationen øges, fokus skærpes, og man oplever sig stærkere og fleksibel, hvilket giver indre ro og balance. Et sundt forhold til sig selv i overensstemmelse med “sin egen sjæl”.
I skolen burde vi få en slags kørekort til livet: ”Nu kan du læse og regne, og nu skal du lære, hvordan du klarer dig godt som menneske”. Lære at fremelske styrker og stå ved dem. Opleve din sande kraft. Få metoder til at håndtere pres. Når man får kontakt til ens kerne-selv, bliver man indsigtsfuld og ser tingene tydeligere. Vi opdager samtidig, hvordan mange omkring os alligevel ikke er stærkere og dygtigere, som vi troede – måske tværtimod. Når jeg underviser, møder jeg mennesker, som siger: ”ALLE burde lære dem selv bedre at kende”. Og de har ret, for ingen kommer sovende til et kraftfuldt liv med hvilen i sig selv uanset hvor i hierarkiet, de befinder sig. Men alle kan lære det via et grundigt arbejde med dem selv.
Jo længere væk fra kernen, des mindre fornuft, stabilitet og klarhed. Jeg møder mennesker, som er så langt væk fra deres kerne-selv, at dagligdagen byder på selvkritik, en oplevelse af at være væltet omkuld og konstant søgen efter ydre anerkendelse. En stærkt forringet livskvalitet hvor drømme, mål og evner langsomt forsvinder mellem fingrene på dem. Og kravene til dem selv (og andre) øges i forsøget på at gøre det endnu bedre i morgen.
Nogle opdager, de egentlig aldrig har kendt dem selv, eller hvad de i bund og grund står for. Andre oplever, at ”det derinde” er forsvundet efterhånden. Man tager tingene personligt og føler sig helt forkert i en verden, hvor alle andre tilsyneladende har succes. Selvværdet ryger sig en tur. Det bliver en ond cirkel og folk siger: ”Livet styrer mig”. Mister man kontakten med sin indre kerne, overlever man i bedste fald i et liv uden glæde og overskud. I værste fald er resultatet stress, angst og depression.
Vi er designet til at klare rigtig meget overlevelsesmæssigt. Ligesom mobiltelefonen advarer: ”Vælg energibesparende funktion”, så fortæller kroppen os også, hvordan vi har det – hvis vi ellers lytter. På mine kurser arbejder vi med, hvad der giver energi, og hvad der dræner. Og hvordan man kan indrette et liv, hvor man får brugt sine ressourcer og sit potentiale.
For at sikre en langtidsholdbar effekt finder vi en struktur på et overordnet plan og ned til detaljerne i dagligdagen. Det er vigtigt med konkrete metoder og teknikker, så man kan få omsat indsigterne og indføre forandringerne. Nogle håber på hurtige løsninger; hvis jeg lige kan give dem en teknik til at få knuden i maven til at gå væk. Hjælpe dem med at være mere koncentrerede eller på 5 minutter lave en visualiseringsøvelse, så de kan slippe den dårlige samvittighed over for børnene. De skal på sporet – helst i en fart, da de ikke har så meget tid. Et enkelt kursus eller én bestemt teknik kan bringe os et stykke. På lang sigt kræver det dog, at man kontinuerligt ”holder øje” med sig selv, fx supplerer med coaching, så man forbliver stabil samt konstruktiv og kan slippe det overflødige. Det kræver også, at man forstår, hvad der får en væk fra kernen, og hvordan man finder hjem. Og har værktøjskassen til det. Det er omdrejningspunktet, når man arbejder med at blive integreret i sin kerne.
Når man ansætter et menneske, ansætter man hele mennesket. En historie med livsvilkår, en fortid og en uskrevet fremtid. Alle kommer igennem et væld af oplevelser gennem livet; forandringer på arbejdspladsen, udfordringer med chef/kolleger, økonomi, ægteskab, sygdom osv. Det gælder også for ledere, direktører og bestyrelsesmedlemmer. Det er menneskeligt.
Når en virksomhed tilbyder et kursus i personlig udvikling til sine medarbejdere, så får medarbejderen teknikker og metoder til at ændre adfærd samt vaner, få bugt med det lave selvværd og blive en powerfuld udgave af sig selv. Dertil kommer, at medarbejderen giver meget mere igen. Han eller hun fortæller, at de er mere loyale, engagerede samt ansvarlige og gerne giver en ekstra hånd med, når der er pres på i virksomheden. Medarbejderen oplever, at der bliver investeret i ham/hende som et helt menneske. Virksomheden får på bundlinjen mere for pengene, da medarbejdere, der hviler i sig selv, har overskud til at være kreative samt innovative og akkumulerer den gode energi, som de oplever investeret i sig.