Ledelse & Teamudvikling

At blive chef var som at begynde forfra

At være ny leder indebærer ofte mange udfordringer, men også en masse nye og spændende muligheder. Læs, hvad en økonomichef for hele Latinamerika i LEO Pharma har haft af oplevelser i sine første måneder som ny leder.


For Anders Lindvald Bak, der i november blev udnævnt til økonomichef for hele Latinamerika i LEO Pharma, har det især overrasket ham, at alle medarbejdere ikke skal ledes på samme måde, og at kulturforskellene har så stor indflydelse på hans ledelse.

Da 30-årige Anders Lindvald Bak blev tilbudt et job som økonomichef for LEO Pharma i Brasilien, gik hans overvejelser først og fremmest på, om det ville give ham god energi at bruge 60 procent af sin arbejdstid på at hjælpe mennesker og klæde dem på til forskellige opgaver i stedet for at være 100 procent businessanalytiker.

Det var dog ikke noget, han brugte så meget tid på at overveje, for han havde i længere tid gerne villet være leder og havde afprøvet lederrollen i forskellige situationer. Så han besluttede at tage springet.

”Alligevel har det overrasket mig, hvor meget tid jeg bruger på ikke at løse opgaver selv, men at løse opgaver gennem mennesker. Der kan gå hele dage, hvor jeg delegerer opgaver og taler med ansatte,” siger Anders Lindvald Bak, der godt vidste, hvad stillingen indebar, men nok blev overrasket over balancen mellem at kommunikere og fordybe sig.

”Det kan godt føles som om, der går dage, uden at jeg udretter noget. Men det er jo efter min gamle målestok, for nu er det at tale med medarbejdere jo at udrette noget.”

Kulturen i Latinamerika er en helt anden og har betydet, at Anders Lindvald Bak til tider har måtte udøve en mere old school-ledelse, end han havde håbet på.

I Latinamerika siger de ”Si”

Anders Lindvald Bak er økonomichef for hele Latinamerika og tog til Sao Paolo i november sidste år som novice – både i forhold til det at være leder og i forhold til de medarbejdere, han skulle lede.

”Det har været lidt nemmere at være ukendt og starte i et nyt land. Jeg var blevet ansat til at sidde i stolen og ikke en wonder boy fra hovedkvarteret i Latinamerika,” som økonomichefen siger.

Anders Lindvald Bak har været heldig at arbejde tæt sammen med en CFO i Danmark, der har givet ham meget ansvar og nærmest ladet ham være en form for assistent. Igennem det tætte samarbejde har den tidligere businessanalytiker lært at håndtere forskellige udfordringer. Men kulturen i Latinamerika er en helt anden og har betydet, at Anders Lindvald Bak til tider har måtte udøve en mere old school-ledelse, end han havde håbet på.

”I Latinamerika er forholdet mellem chef og medarbejder lidt anderledes. Vi er meget selvstændige i Danmark, og vi er ikke bange for at sige vores chef imod eller fyre en joke af. Her bliver der sagt ”si” rigtig ofte – også selvom opgaven ikke altid er forstået,” fortæller han.

Det betyder, at han har været nødt til at være knivskarp i forhold til forventningsafstemning og definere opgaver, så ingen er i tvivl om, hvad de skal.

”Det kan være nemmere på den måde til skarpt definerede opgaver. Men udfordringen er, hvis man skal lave noget nyt eller forbedre sine services, for så kan en brainstorm godt være lidt énvejs, og det kan være hæmmende for kreativiteten.”

At forstå andres profiler og hjælpe dem videre eller udvikle dem, uden at de føler sig trådt på, har været en stor hjælp for mig.

Rollespil og folk i kasser

I dag er Anders Lindvald Bak chef for den profil, han selv havde før. Men det at være chef for blandt andet businessanalytikere er ikke det samme som at arbejde som businessanalytiker.

”Det er mit første officielle lederjob, og da jeg begyndte, stod jeg uden den erfaring, som de fleste ledere træffer beslutninger ud fra. Så det var på mange måder som at starte forfra,” fortæller han.

Derfor valgte han i september sidste år at udvikle sit lederskab. På kurset ”Introduktion til ledelse” fik han grundlæggende teori og træning i at udfylde sin nye lederrolle. En af de mange ting, han tog med sig fra kurset til Brasilien og har brugt flittigt de seneste måneder, er læren om, hvordan vi som mennesker reagerer forskelligt på forandringer, opgaver og beskeder. Nogle vil gerne have en løsning serveret med det samme, andre vil bare gerne lyttes til. Selvom det kan lyde banalt, er det ikke nødvendigvis noget, man automatisk tænker over, forklarer Anders Lindvald Bak.

”Mit eget problem er, at jeg selv hopper direkte til løsningen, hvis der kommer en medarbejder til mig med et problem. Men nogle vil gerne føle sig gennem det og bare gerne have udtrykt, at noget er et problem for dem,” fortæller han om den ”ahaoplevelse”, han fik under kurset gennem leder-rollespil.

”Jeg har haft stor succes med nogle gange bare at lytte i stedet for at håndtere medarbejderne, som jeg selv vil håndteres. Så at forstå andres profiler og hjælpe dem videre eller udvikle dem, uden at de føler sig trådt på, har været en stor hjælp for mig.”

Gennem rollespil fik deltagerne på kurset hver især løst nogle problemstillinger, mens de skiftevis spillede utilfredse eller uenige medarbejdere.

”Alle gik op i det med liv og sjæl, så det gjorde, at det godt kunne blive en rigtig ubehagelig samtale – på den gode måde. Til gengæld blev det ekstremt realistisk, og bagefter kunne vi skille situationen ad sammen og tale om, hvordan man ellers kunne have håndteret konflikten. Så man fik syv andre profilers input, og det var rigtig fedt,” fortæller økonomichefen om sine oplevelser på kurset.

Værdifuldt ledernetværk

Anders Lindvald Bak sætter stor pris på at have fået et netværk af andre, der står i samme situation som ham gennem kurset.

”Det er dejligt at kunne sparre med nogle, der er præcis samme sted og har præcis de samme spørgsmål og udfordringer som mig,” siger han om de andre deltagere fra kurset, som han stadig er i kontakt med.

Overordnet set er Anders Lindvald Bak glad for at have taget springet ud i at blive leder.

”Jeg har fået nogle andre dimensioner på tilværelsen og på tingene, så jeg ikke kun ser min egen måde som den rigtige. At være blevet leder har på den måde betydet meget for min egen personlige udvikling,” afslutter han.

Introduktion til ledelse

Viden om
Bliv inspireret indenfor ledelse & teamudvikling
Ledelse & Teamudvikling Styrk dit lederskab via refleksion
Ledelse & Teamudvikling Hvem er du? Kend dine kompetencer som ny leder

Er du ny leder? Få gode råd til at komme godt fra start i din nye lederrolle.

The potential is people