Autopoiese - grundlaget for forståelsen af coaching

Autopoiese er etableret som et socialt begreb af den tyske sociolog Niklas Luhman, som en del af systemteorien. Systemteorien beskriver mennesket (men også grupper og organisationer) som selvrefererende systemer.

Det vil sige, at mennesket, ligesom en celle inden for biologien, er selvskabende og selvrefererende. Det betyder, at mennesket har en form for egenlogik og legitimerende blik på verden omkring sig. Systemet bearbejder og registrerer kun information, som kan oversættes til denne logik, og har en værdi inden for systemet.

Samtidigt bliver vores indre oplevelse af verden (vores eget system/virkelighedsopfattelse) hele tiden forstyrret af udefrakommende påvirkninger. Luhman beskriver, at disse ”forstyrrelser” skal ramme en gylden middelvej for at blive registreret, internaliseret og bearbejdet af systemet. Hvis forstyrrelsen er for ”lille”, for velkendt eller familiær, vil den simpelthen ikke blive opdaget. Hvis den derimod er for ”stor”, for skræmmende, overvældende eller fremmed, vil den blive skubbet væk som værende truende/skadende for systemet.

Vi observerer og bearbejder altså alle verden ud fra vores eget system. Disse udefrakommende påvirkninger, som enten bearbejdes eller afvises af vores system, er altså med til at danne vores personlige forståelse af verden.

Teorien om Autopoiese kan give os et fundament for, hvordan vi anskuer kommunikation mellem mennesker, og hvordan vi kan gå skævt på hinanden, når vores respektive verdensanskuelser ikke matcher overens.

Et håndgribeligt hverdagseksempel er bl.a. møder eller situationer, hvor der er forskellige opfattelser af, hvad der skete, eller hvad der blev aftalt. Det skal vi kigge nærmere på, vi undersøger begrebet multiverser.

Få mere indsigt om coaching